Åbne data (original) (raw)
Her er en række korte vejledninger til Folketingets åbne data.
Vejledning om forespørgsler
Webservicen til Folketingets åbne data er tilgængelig på adressen oda.ft.dk. Du kan sende forespørgsler til data på denne adresse ved at opbygge en URL i henhold til Odata standarden.
Folketingets webservice anvender Odata version 3.0. Via nedenstående link kan du læse mere (på engelsk) om OData Version 3.0, herunder hvordan du opbygger forespørgsler.
I Folketingets databrowser kan du også finde eksempler på, hvordan du kan udforme forespørgsler til Folketingets åbne data. Læs mere på odata.org:
Vejledning om databrowser
Her kan du også finde information om, hvordan du kan hente alle data i Folketingets åbne data på én gang, så du kan starte med at bygge din egen database med de data, du vil arbejde med.
Vejledning om sletning af data
Hvis Folketinget bliver opmærksom på, at der ved en fejl er blevet offentliggjort data, som ikke skulle have været offentliggjort, vil disse data blive slettet fra Folketingets åbne data. Folketinget kontakter tillige de største søgemaskiner på nettet, og beder dem om at slette sider fra indeks.
Hvis data bliver slettet fra åbne data, bliver det angivet i tabellen, slettet. Det følger af vilkårene for åbne data, at det skal sikres, at brug af data er i overensstemmelse med dansk ret. Brugere af Folketingets åbne data forpligter sig derfor til at være opmærksom på og slette data fra Folketingets åbne data, som ikke er i overensstemmelse med dansk ret, samt tage initiativer, der sikrer, at eventuelle aftagere også sletter sådanne data.
Vejledning om perioder
Data i Folketinget kan være tilknyttet en bestemt periode. Når man søger i de åbne data skal man således være opmærksom på, hvilken periode data knytter sig til. Det gælder f.eks. sager, møder og aktører.
En periode kan være en Folketingssamling, der normalt løber fra oktober til oktober. I et valgår kan der være flere separate samlinger. Hvis man eksempelvis vil søge efter Folketingets sammensætning, vil man finde flere ”Folketing”; nemlig ét pr. samling. Det samme gælder for udvalg.
En periode kan også være et finansår, der følger kalenderåret. Eksempelvis tilknyttes forslag fra EU-kommissionen – såkaldte KOM-sager - finansår. Det samme gælder for aktstykker, der angiver bevillinger i henhold til den gældende finanslov.
Vejledning om aktører
Aktør er en samlet betegnelse for de personer, grupper og organisationer, som har roller i det parlamentariske arbejde. Der kan eksistere relationer mellem forskellige aktører. F.eks. kan en person indgå som medlem af en anden aktør, hvis denne aktør f.eks. er et udvalg eller selve Folketinget.
Når en aktør er knyttet til andre dataelementer i Folketingets åbne data, vil aktøren typisk være tilknyttet med en bestemt rolle. En person kan i forhold til et udvalg f.eks. være medlem eller formand. I forhold til en sag kan aktører f.eks. være minister eller ordfører, hvis sagen er et lovforslag.
Der findes i åbne data hjælpetabeller, der angiver de forskellige typer af roller, en aktør kan have i forhold til andre data. F.eks. angiver tabellen SagAktørRolle, hvilke forskellige roller, der findes i forhold til en sag.
Vejledning om emneord
Kontrollerede emneord:
- Bruges på alle sags- og dokumenttyper. Emneordene vælges ud fra en begrænset liste af emneord, der bl.a indeholder loves populærnavne.
- Brugen nedtrappes i forbindelse med indførelsen af sagsområder
Lovsagsnavne:
- Bruges på alle sager af typen lovforslag, beslutningsforslag, forespørgsler og redegørelser. Lovsagsnavnene er et ældre emnesystem, der anvendes af Folketingets Bibliotek til at gruppere lovforslag m.v. emnemæssigt, så det f.eks. er enkelt at følge en enkelt lovs ændringer. Lovsagsnavnene mappes med almindelige emneord på www.folketingstidende.dk
Sagsområder:
- Bruges på alle sags- og dokumenttyper fra oktober 2013. Sagsområderne vælges fra en begrænset liste af emneord, hvor hvert udvalg har sit eget udsnit af sagsområder, der dækker udvalgets arbejdsområder.
- Sagsområderne erstatter i vidt omfang brugen af kontrollerede og ukontrollerede emneord
Ukontrollerede emneord:
- Bruges på alle sags- og dokumenttyper. Emneordene vælges ud fra en liste af emneord, som den enkelte bruger selv kan opdatere med nye ord. Brugen nedtrappes i forbindelse med indførelsen af sagsområder.