HACCP (original) (raw)

HACCP er et internationalt anerkendt system til kvalitetssikring. HACCP blev udviklet af NASA og US Army Research Laboratories i begyndelsen af 1970'erne.

Faktaboks

Etymologi

Hazard Analysis Critical Control Points

HACCP anvendes til at sikre fødevarers kvalitet gennem hele produktionskæden og er i dag vigtig for fødevaresikkerhed og forebyggelse af fødevarerelaterede sygdomme. "Hazard Analysis" indebærer en detaljeret identifikation af risici i fødevareproduktion. HACCP bygger i modsætning til traditionel færdigvarekontrol på identifikation af mikrobiologiske, kemiske og fysiske risici ved råvarerne og bygger på udpegning af særligt kritiske trin i forarbejdningen, ved fødevarers emballering og deres opbevaring. Efterfølgende etableres kontrolpunkter i hele produktionsforløbet benævnt som "Critical Control Points".

Virksomheder i fødevarekæden er forpligtet til at styre fødevaresikkerheden ved en korrekt anvendelse af HACCP-principperne. HACCP er baseret på Codex Alimentarius og danske fødevarevirksomheder skal have myndighedsgodkendte HACCP-baserede kontrolprogrammer .