Krasnojarsk (original) (raw)
Krasnojarsk, hovedstad i Krasnojarskregionen (Krasnojarsk Kraj) ved floden Jenisej i Rusland; 973.900 indb. (2010). Krasnojarsk blev grdl. som fæstningsby i 1628 og har udviklet sig til et industrielt og kulturelt center for det centrale Sibirien. Byens industri er meget alsidig og omfattende; bl.a. udnyttes elektricitet fra det gigantiske vandkraftværk Krasnojarskaja GES (6000 MW) til aluminiumfremstilling og andre energitunge brancher. Den tilhørende dæmningssø strækker sig 400 km mod syd i Jenisejdalen.
Krasnojarsk er et videnskabeligt center med bl.a. en afdeling af Ruslands Videnskabernes Akademi og har et alsidigt kulturliv med teatre, museer og kunstgallerier.