dura mater (original) (raw)

Dura mater er den yderste hårde hinde af de tre bindevævshinder, der dækker hjernens og rygmarvens overflader.

Faktaboks

Betegnelsen er latin; dura er femininum af durus 'hård', og mater betyder her 'hylster', egentlig 'moder'.

Også kendt som

pachymeninx, den yderste hjernehinde, den hårde hjernehinde

Makroanatomi

Dura mater er en solid læderagtig hinde, der ligger direkte op af kraniets inderside som dura mater encephali. Hinden fortsætter ud af kraniets store udgangshul (foramen magnum) og herfra videre ned på indersiden af rygsøjlen, hvor den er omgivet af et fedt- og blodkarsholdigt bindevæv i det snævre epiduralerum, der dannes mellem knoglevæv og dura mater spinalis. Hvor hjernenerver og spinalnerver forlader henholdvis kraniet og rygsøjlen, fortsætter dura mater og arachnoidea deres forløb omkring disse nerver, hvorfor subarachnoidealrummet også forlænges ud i rummet omkring nerverne. Det har den vigtige betydning, at en del af rygmarvsvæsken (cerebrospinalvæske) forlader hjerne og rygmarv langs nerverne.

Fra dura mater afgår flere durafolder (vævsblade), som strækker sig ind i kraniehulen, som de inddeler i forskelige rum. Samtidig sikrer durafolderne, at den væske der omgiver hjernen, holdes nogenlunde på plads. De tykke durablade indeholder også hulrum (sinus), hvori hjernens veneblod og den omgivne rygmarvsvæske opsamles.

De forskellige durafolder

Billedet viser hjernen og dens ydre hinde, dura mater, efter hemikraniektomi og fjernelse af højre hjernehalvdel fra et kadaver. Dura mater danner karakteristiske forstærkninger, der bidrager til at ophænge hjernen: Her ses falx cerebri og tentorium cerebelli, der henholdsvis bidrager til deling af de to storhjernehemisfærer og isolation af lillehjernen (cerebellum) fra storhjernen. Markeret er også 1. hjernenerve (n. olfactorius) (højre pil) og 2. hjernenerve (n. opticus) (venstre pil), der modtager input fra henholdsvis lugteslimhinden øverst i næsehulen og nethinden bagerst i øjet.

Hjerneseglet (falx cerebri) strækker sig ned mellem venstre og højre halvdel af storhjernen. Det rummer på under- og oversiden hulrum, sinus'er, (sinus sagittalis inferior og sinus sagittalis superior), hvori hjernens vener løber og opsamler veneblodet fra hjernen.
Lillehjerneteltet (tentorium cerebelli) adskiller storhjernen fra lillehjernen, og inddeler kraniekassen i et supra- og et infratentorielt rum.
Lillehjerneseglet (falx cerebelli) adskiller delvist bagtil de to halvdele af lillehjernen.
Diaphragma sellae afdækker hypofyselejet.

Mikroanatomi

Dura mater består af bindevævsceller dannet fra crista neuralis fra ektodermen og fra det mesodermale kimblad. Samlet er der tale om 10-20 lag bindevævsceller indeholdende proteinerne kollagen og elastin. De yderste cellelag er tæt forbundet med knoglevæv og kan medregnes knoglevævets periost.

Historisk baggrund

Først i 1100-tallet blev navnene på hjernehinderne oversat til latin af munken Stefan af Antiokia, og fik da navnene som vi kender i dag: dura mater og pia mater. Dura mater kan oversættes til 'den hårde mor', og pia mater til 'den milde mor'.

Dura mater blev først beskrevet i 300-tallet f.v.t. af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles. Han arbejdede bl.a. med dissektion af dyr, og han beskrev en kraftig udvendig hinde (dura mater) og en finere indre hinde (pia mater). Dette fund blev senere bekræftet i menneskehjernen af de to græske læger Herophilos og Erasistratos. Man troede på daværende tidspunkt, at mennesket kun havde to hjernehinder, og ikke tre som vi ved i dag. Det troede man, fordi dura mater og den midterste hjernehinde (arachnoidea) er så tæt hæftet til hinanden.

Den romerske læge Galenos oversatte senere Herophilos og Erasistratos' arbejde og brugte da betegnelsen pacheia om dura mater og hang om pia mater, som er den inderste hjernehinde. Under den arabiske videnskabelige guldalder blev hjernehinderne på arabisk navngivet umm al-dimagh, som betyder 'hjernens mor'. De to hjernehinder blev opdelt i umm al-ghalida, 'den hårde mor' og _umm al-raqiqah, '_den tynde mor'. I 1100-tallet blev disse arabiske navne oversat til latin af munken Stefan af Antiokia, og fik da navnene som vi kender i dag: dura mater og pia mater. Dura mater kan oversættes til 'den hårde mor', og pia mater til 'den milde mor'.