Er folkekirken ved at blive en midtbane-grundtvigiansk bispekirke? (original) (raw)
- 14/01/2025 KL. 08:00
Er sagen fra Stauning et ildevarslende bud om, at den enerådende midtbanegrundtvigianisme strammer sit greb om magten i folkekirken?
Elof Westergaard er en blød, rund, jovial og ikke mindst grundtvigsk midtbaneteolog og biskop, som bl.a. interesserer sig for kirkegårdskultur og grandækning. Det giver ikke mange fjender, men er et fortræffeligt udgangspunkt for at blive og være biskop i folkekirken, mener Henrik Bang-Møller. Arkivfoto: Christian Klindt Sølbeck
Sognepræst, cand.theol., Skagen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her
Sagen med sognepræst gennem 33 år i Stauning Sogn Claus Thomas Nielsen er foruroligende og ildevarslende. Af flere grunde. For det første, fordi det ganske vist er en personsag, der derfor naturligt er omfattet af tavshedspligt, men efter alt at dømme alene begrænser sig til et personligt mellemværende mellem biskoppen og præsten. Ikke mellem præsten og menighedsrådet. Eller præsten og menigheden i det hele taget.
Claus Thomas Nielsen og biskop Elof Westergaard har tidligere været på kant med hinanden, hvilket i hvert fald også har saglige teologiske årsager. Og måske personlige? Fordi enten den ene eller begge to ikke har kunnet adskille person og sag? Resultatet af disse uoverensstemmelser har fået biskop Elof Westergaard til at indstille Claus Thomas Nielsen til fyring. Og det har biskoppens og præstens fælles ansættelsesmyndighed, Kirkeministeriet, godkendt, så Claus Thomas Nielsen ultimo februar måned skal fratræde sit embede, hvortil han ellers rettelig er kaldet af menighedsrådet.
Spørgsmålet er så for andre menighedsråd og præstekolleger i Den danske folkekirke, om angiveligt alene en personlig uoverensstemmelse mellem præst og biskop kan berettige til at se bort fra menighedsrådets kaldsret, som biskoppen ellers ikke kan gå imod ved ansættelsen af en ny præst? Menighedsrådets kaldsret er et meget vigtigt både embedsteologisk og juridisk princip i folkekirken. For nok er personsager omfattet af streng tavshedspligt over for offentligheden. Men det betyder ikke, at et menighedsråd, som stadig bakker sin kaldede præst op, ikke kan blive orienteret og konsulteret af biskoppen på et møde, som selvfølgelig også skal være omfattet af tavshedspligt for alle parter. Specielt når menighedsrådet ikke selv har noget mellemværende med sin egen præst.
Så både menighedsråd og præstekolleger er overladt til spekulationer. De er imidlertid ikke helt vilkårlige. For det er jo offentligheden bekendt, at Claus Thomas Nielsen og Elof Westergaard har været på kant og befinder sig teologisk milevidt fra hinanden.
Claus Thomas Nielsen er evangelisk-luthersk tidehvervsteolog med en usædvanlig skarp forstand og kompromisløs samvittighed. Og den slags teologi og præster slår den enorme majoritet af konturløse midtbanegrundtvigianere blandt især præster og biskopper sig meget nemt på.
Elof Westergaard er derimod en blød, rund, jovial og ikke mindst grundtvigsk midtbaneteolog og biskop, som bl.a. interesserer sig for kirkegårdskultur og grandækning. Det giver ikke mange fjender, men er et fortræffeligt udgangspunkt for at blive og være biskop i folkekirken. Så i hvert fald yderligere to spørgsmål melder sig for nogle af Claus Thomas Nielsens kolleger, menighedsråd og medlemmer af folkekirken i det hele taget:
1. Er Kirkeministeriet med Folketingets opbakning i færd med at styrke biskoppernes magt på bekostning af folkekirkens ellers stærke forankring i de lokale sogne og menighedsråd? 2. Er den føromtalte majoritet af midtbanegrundtvigianere – som i øvrigt ikke vil samtale med andre om deres kristne tro i offentligheden, så vi kan få vores mistanke bekræftet, at de faktisk ikke har så meget at tale om – er denne midtbanegrundtvigianismes kolossale og enerådende magt i folkekirken begyndt at blive aggressiv og gå til målrettet angreb på teologiske positioner, som anfægter og eventuelt truer deres magtbase?
Svarene svæver i luften, så længe biskopper og grundtvigianere skjuler sig bag deres formelle magt og stadig ikke vil/kan artikulere sig om deres kristne tro og teologi.