Raser over forslag om kæmpevindmøller: »Hovedløst«, »helt vanvittigt« og »panik før lukketid« (original) (raw)

Det møder voldsom politisk modstand, at et flertal i byrådet vil opstille seks kæmpevindmøller på Aarhus Havn.

Artiklens øverste billede

Et flertal i Aarhus Byråd foreslår at opstille 230 meter høje vindmøller på seks yderpunkter på Aarhus Havn. Illustration er tilsendt af Radikale Venstre

Jyllands-Postens Lokalaviser

»Det er det mindst gennemarbejdede beslutningsforslag, jeg har set i mine 23 år i kommunalpolitik. Jeg har kun hovedrysten tilovers for det, og jeg vil betegne det som fuldstændig urealistisk. Det er valgkamps- og symbolpolitik af værste skuffe. Det skriger til himlen.«

Gruppeformand for Venstre i Aarhus Byråd Gert Bjerregaard er blandt en række kritikere, der bruger voldsomme vendinger, når det gælder et nyt forslag om at opstille seks 230 meter høje kæmpevindmøller på Aarhus Havn.

Det er Socialdemokratiet, SF, Moderaterne, Alternativet og Radikale Venstre, der står bag forslaget. Partierne er blandt andre årsager for løsningen, fordi man bedre udnytter energien fra vindmøller på land, fordi det blæser meget på havnen, og fordi havnen ligger langt væk fra beboelse.

»Vi befinder os i en energikrise, og at vi mennesker sætter et aftryk, og det har en konsekvens. Vi har bakset med en løsning i lang tid, og det her er det bedste greb, vi kan finde. Vi har en global klimaudfordring, og det skal vi forholde os til, siger politisk leder for Radikale Venstre i Aarhus Byråd Metin Aydin.

»Uerfaren borgmester«

Gert Bjerregaard, der er medlem af Teknisk Udvalg, betegner dog forslaget som »fuldstændig hovedløst.«

»Jeg kan ikke ændre, at der er et flertal i byrådet, der vil udtænke sådan et valgkampsudspil, men jeg tror, der vil være en række tekniske argumenter, der hurtigt vil kunne skrinlægge det her vanvittige forslag. Projektet har ikke opbakning fra Aarhus Havn, der tidligere har lavet en risikoanalyse i forhold til placeringen. Her var konklusionen, at det var en dårlig idé,« siger han og fortsætter:

»Jeg er rystet over, at Socialdemokratiet stiger med på den her vogn. Det vidner jo nok om panik før lukketid, et Socialdemokratiet, der ligger underdrejet, og en uerfaren borgmester, der lader sig spænde for sådan et projekt.«

Venstres Gert Bjerregaard er ikke fan af vindmøller på Aarhus Havn. Foto: Søren Vendelbo

Den konservative rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, skriver i et Facebook-opslag, at forslaget om vindmøller på havnen er »helt vildt« og skadeligt for opbakningen til den grønne omstilling.

»Her vælger man i stedet den værst tænkelige placering, så vi virkelig kan mærke og se konsekvenserne af den grønne omstilling på egen krop. Det vil naturligvis medføre øget modstand og skabe grobund for den type anti-klima-bevægelser, som vi ser i USA,« skriver han.

Her ville vi gerne have vist mere indhold

For at vise dette indhold fra Facebook skal vi bruge dit samtykke til at anvende cookies.

Det giver du ved at klikke på knappen nedenfor og derefter vælge “Tillad alle”.

Du kan også gå videre til Facebook .

Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen, der også er medlem af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune, hiver formuleringen »helt vanvittigt« op af hatten.

»Vi har ikke noget imod vindmøller, men de skal stilles op i vindmølleparker ude i havet. Det her forslag vil udfordre Aarhus’ skyline, og det vil være til gene for de mennesker, der bor i nærheden,« siger han.

Solceller, ja tak

Venstres Gert Bjerregaard har en alternativ løsning på, hvordan Aarhus Kommune kan nedbringe CO2-udledningen.

»I Venstre arbejder vi sammen med hele byrådet for at opnå CO2-neutralitet i 2030, men vi synes, at vi i stedet for det her fatamorgana skal speede processen op med solceller. Byrådet vedtog i 2018 en strategi for udbredelsen af solceller, men man sidder på hænderne i Teknik og Miljø. Solceller er lavthængende frugter, der ikke vil generere borgerne i den grad som det her projekt på Aarhus Havn,« siger han.

Venstre er med i Aarhus Kommunes klimaplan, men har fået indskrevet i aftalen, at partiet er imod vindmøller på Aarhus Havn og ved Vosnæs.

Jakob Søgaard Clausen anbefaler også solceller som et alternativ til vindmøller på Aarhus Havn.

»Det skal være mindre bøvlet og bureaukratisk for virksomheder at sætte solceller op, og man kunne starte med at sætte solceller op på alle kommunens egne tage,« siger han.

Borgerne på Aarhus Ø vil, hvis forslaget om de seks kæmpevindmøller bliver gennemført, blive nære naboer til vindmøllerne. Ifølge fællesrådsformanden for Aarhus Ø, Ole L. Mikkelsen, er der flere risici og gener ved at opstille kæmpevindmøller på Aarhus Havn.

»Det gælder for dem, der arbejder ude på havnen, samt de mange passagerer til og fra Molslinjen og vandflyvere, ligesom projektet vil påføre risici og begrænsninger for havnens funktioner med kraner, skibe, færger og vandflyver samt i øvrigt vil påvirke/begrænse Aarhus Bugt som internationalt sejlsportsfarvand. Vindmøller bør placeres, hvor de producerer mest grøn energi og generer mindst, det vil sige i vindmølleparker ude på havet. Kæmpevindmøller på Aarhus Havn vil desuden medføre en meget stor visuel påvirkning af Aarhus by og bugt,« skriver han i en mail til avisen.