Aalborg Lufthavn (original) (raw)

Aalborg Lufthavn set fra vest. Den civile terminal er øverst til højre, og Flyvevåbnets del er til venstre. Foto 2015

Aalborg Lufthavn har med sin beliggenhed kun 6 km nordvest for Aalborg udviklet sig til at blive den tredjestørste lufthavn i Danmark efter Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn. Lufthavnen har både en civil og en militær del. Den spillede en vigtig rolle for de tyske styrker i Danmark under 2. Verdenskrig.

Aalborg Lufthavn under Besættelsen

Lufthavnen blev i midten af 1930'erne anlagt ved herregården Rødslet tæt på landsbyen Vadum. Lufthavnen var den første danske provinslufthavn og blev åbnet af daværende trafikminister N.P. Fisker den 29. maj 1938.

Aalborg Lufthavn var et vigtigt mål for besættelsesmagten, da Danmark blev besat af Tyskland den 9. april 1940. Den blev hurtigt indtaget af faldskærmstropper. De følgende år var lufthavnen et vigtigt udgangspunkt for først invasionen af Norge og senere den tyske kontrol med Nordsøen.

Tyskerne udbyggede lufthavnen kraftigt, og mange gårde og huse blev eksproprieret, bl.a. herregården Rødslet.

Civilflyvningen fra Aalborg lufthavn

En indenrigsrute mellem Aalborg og København eksisterede allerede fra 1936, hvor landingsbanen var en græsmark i Rørdal, som blev ejet af direktøren for Aalborg Portland og F.L.Smidth & Co., Gunnar Larsen.

Denne trafik flyttede til den nye lufthavn fra 1938 og blev efterfølgende overtaget af Det Danske Luftfartsselskab, der senere blev til en del af SAS.

Ved Danmarks indtræden i NATO i 1949 blev der behov for at etablere en militær flyvestation, der kunne være grundlaget for at opbygge et nyt dansk flyvevåben. Den 8. januar 1951 blev Flyvestation Aalborg oprettet i et samarbejde mellem Forsvarsministeriet og Trafikministeriet, idet den civile lufthavn på daværende tidspunkt var ejet af staten.

Lufthavnen var frem til 1957 ejet af staten, hvorefter ejerskabet overgik til det daværende Nordjyllands Amt sammen med en række kommuner, med Aalborg Kommune som den dominerende. Ved Strukturreformen 2007 overgik ejerskabet alene til kommunerne.

Rutefly til København og udlandet

Indenrigsflyvningen mellem København og Aalborg blev i mange år alene varetaget af SAS. Ruten er den længst fungerende indenrigsrute i Danmark og har stor betydning for hele det nordjyske område. Efterhånden som SAS mistede sin monopolstatus, optog bl.a. Norwegian konkurrencen med SAS på ruten.

Samtidig har flere udenlandske selskaber etableret rutetrafik ud af Aalborg Lufthavn, bl.a. KLM der flyver til Schipol Lufthavn ved Amsterdam. Der er ligeledes en betydelig chartertrafik fra lufthavnen.

Den 13. december 2020 blev der åbnet en togforbindelse fra Aalborg ud til lufthavnen. Forbindelsen kostede 226 mio. kr. at etablere.

Siden 2020 har Niels Hemmingsen (f. 1965) været direktør for Aalborg Lufthavn. Han kom ligesom sin forgænger, Søren Svendsen (f. 1952), fra en stilling i SAS.

Læs mere i Lex

Kommentarer