Aleksandr Solzjenitsyn (original) (raw)
Faktaboks
Aleksandr Solzjenitsyn
Født
11. december 1918
Død
3. august 2008
Aleksandr Solzjenitsyn i København den 22. februar 1974. Han blev vist rundt af formanden for Dansk Forfatterforening Hans Jørgen Lembourn, inden han sejlede videre til Oslo. Han er her fotograferet på toppen af Rundetaarn.
Aleksandr Solzjenitsyn var en russisk forfatter og en af Sovjettidens betydeligste systemkritikere. I 1970 modtog han Nobelprisen for sit forfatterskab, hvori han bl.a. beskrev de sovjetiske tvangsarbejdslejre. I en lang årrække levede han i eksil i USA, men vendte tilbage til sit hjemland efter kommunismens fald.
Solzjenitsyns biografi
Under 2. Verdenskrig opnåede Aleksandr Solzjenitsyn rang af kaptajn, men blev arresteret i 1945 på grund af uforsigtige udtalelser i sine breve hjem.
Efter otte år i de sovjetiske tvangsarbejdslejre, kaldet GULag, blev han forvist til Kasakhstan, hvor han arbejdede som fysiklærer. Her blev han også helbredt for en livstruende kræftsygdom.
Nobelpris og landsforvisning
For sit banebrydende forfatterskab tildeltes Solzjenitsyn i 1970 Nobelprisen, og sovjetstyret iværksatte en massiv smædekampagne mod ham. I 1974 blev forfatteren arresteret og landsforvist. Solzjenitsyn bosatte sig i Vermont, USA, hvor han talte imod enhver eftergivenhed over for Sovjetunionen, men samtidig kritiserede den amerikanske kultur for åndløs materialisme.
Tilbagevenden til det postsovjetiske Rusland
Forfatteren fik en officiel opfordring til at blive repatrieret. Han stillede som betingelse, at GULag øhavet skulle udgives i sin helhed. Da det var sket, vendte Solzjenitsyn hjem i 1994 under fuld mediedækning.
Han fortsatte sit virke som moralsk dommer og samfundsrevser, i en periode med sit eget ugentlige tv-program. Men interessen for hans opråb var dalende, også når de udkom i skriftlig form som fx essayet "Rusland i ruiner" (1998). Hans status som "profet" virkede passé i de postkommunistiske 1990'ere, som var præget af liberalisering og markedsøkonomiske reformer. Nogle så ham dog som en mulig samlende skikkelse, hvis han kunne blive præsident efter Boris Jeltsin.
Omkring årtusindeskiftet trak forfatteren sig af helbredsmæssige årsager tilbage fra offentlighedens søgelys.
Aleksandr Solzjenitsyns forfatterskab
I 1962 fik Aleksandr Solzjenitsyn sit sensationelle gennembrud hjemme og i udlandet med En dag i Ivan Denisovitjs liv (på dansk i 1963). Romanen var, med sin autentiske tone og koncentrerede stil, en født klassiker i tøbruddets lejrlitteratur.
Året efter udgav han fortællingen Matrjonas gård (på dansk 1964), men han kom snart på kollisionskurs med forfatterforeningen og partiet. Hans to romaner I den første kreds (1964) og Kræftafdelingen (1966) udkom i Vesten i 1968 (på dansk i henholdsvis 1970 og 1969) og cirkulerede illegalt i USSR.
I 1971 udkom i Paris August 1914 (på dansk i 1972), første del af firebindsværket Det røde hjul (1971-1991). Derpå fulgte den dokumentariske beretning om Josef Stalins fangelejre, GULag øhavet (1973-1975, på dansk i 1974-1976), som gav stødet til et omfattende opgør med eurokommunismen.
Kalven og egen (1975, på dansk i 1976) er en udførlig beretning om Solzjenitsyns sammenstød med det sovjetiske magtapparat.
Det øvrige virke
Ved siden af sit skønlitterære forfatterskab arbejdede han på en ordbog over bevaringsværdige russiske vendinger, og med mellemrum stod han frem med manende appeller til sine landsmænd og Vestens politikere.
I 1980'ernes glasnost kunne Solzjenitsyns værker omsider offentliggøres i USSR, og i 1990 blev hans traktat, Hvordan skal vi indrette Rusland? (da. 1991), det store debatemne.
Fond og litteraturpris i Solzjenitsyns navn
Et fond, oprettet mens han var i eksil, samt Aleksandr Solzjenitsyn Litteraturprisen, indstiftet 1997 for at hædre ligesindede russiske kunstnere, er herefter blevet administreret af hans hustru.