Alsing Andersen (original) (raw)
Faktaboks
Alsing Andersen
Alsing Emanuel Andersen
Født
5. februar 1893, København
Død
5. december 1962, København
Alsing Andersen var partisekretær, forsvarsminister og forretningsfører for Socialdemokratiet.
Socialdemokratisk, akademisk opvækst
Andersen var barn af Cecilia Andersson (1870-1943) og rådmand, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, Frederik Andersen (1862-1936). Faderen var en af Socialdemokratiets pionerer og mange ledende socialdemokrater kom i barndomshjemmet.
Han blev i 1910 student fra Henrik Madsens Gymnasium og i 1917 cand.mag. i engelsk, tysk og dansk fra Københavns Universitet. I studentertiden var han stenografassistent i Rigsdagen.
Partisekretær med internationalt udsyn
I 1917 blev han partiets sekretær og året efter tillige sekretær for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe. I 1920-1923 var han formand for sin vælgerforening i Københavns 11. kreds på Nørrebro. Han stillede op til Folketinget i 1924, men opnåede ikke valg. I 1929 blev han valgt i Frederiksbergs 1. kreds, og fra 1932 blev han indtil sin død valgt for Københavns 13. kreds på Vesterbro.
Under Thorvald Staunings ledelse kom han især til at få en betydelig rolle i driften og udviklingen af partiets organisation og i det internationale arbejde. De gode sprogkundskaber kom ham til gode i forbindelse med genforeningen af Sønderjylland, hvor han deltog i koordineringen af grænsespørgsmål med det tyske socialdemokrati SPD, bl.a. i indgåelsen af den såkaldte Stauning-Wels-aftale i 1923.
Andersen deltog herefter ofte i internationale arbejderkonferencer, bl.a. Nedrustningskonferencen i Genève i 1932. Fra 1929 til 1935 repræsenterede han partiet i Socialistisk Arbejderinternationales ledelse.
Gruppeformand, forsvarsminister og forretningsfører
I 1932-1935 var han folketingsgruppens formand. Efter kortvarigt at have været viceforretningsfører i 1935 var han i fem år indtil 1940 forsvarsminister i ministeriet Stauning. Han gennemførte ikke mindst 1937-forsvarsordningen, der kun levnede mulighed for et symbolsk forsvar. Den beslutning, der gik ud på at opgive kampen mod den tyske invasion den 9. april 1940, blev ved et møde hos kongen truffet i fællesskab af Stauning, udenrigsminister P. Munch og Alsing Andersen, men hovedansvaret for søværnets passivitet blev tillagt ham.
I sommeren 1940 gik han af som minister og blev igen viceforretningsfører, og i november tillige rigsdagsgruppens formand. Da Hans Hedtoft måtte trække sig fra det politiske liv i februar 1941, overtog Andersen posten som forretningsfører. Efter Staunings død var han i 1942 nogle måneder finansminister, men udtrådte ved dannelsen af ministeriet Scavenius. Herefter blev han igen forretningsfører (formand) for Socialdemokratiet indtil 1945. Gennem hele besættelsestiden arbejdede for at bevare forhandlingspolitikken i forhold til den tyske besættelsesmagt.
Efter krigen blev han udsat for voldsom kritik, men en rigsretsanklage kunne ikke gennemføres. I 1947 måtte statsminister Hans Hedtoft imidlertid lade ham falde efter en uge som indenrigsminister. I 1948-1957 var Alsing Andersen medlem af den danske delegation ved FN's generalforsamling og derefter formand for Socialistisk Internationale til sin død.