Ambrogio Lorenzetti (original) (raw)
Ambrogio Lorenzetti, italiensk maler, kendt 1319-44, formodentlig død under pesten 1348; bror til Pietro Lorenzetti.
Ambrogio Lorenzetti virkede især i Siena, hvor han malede adskillige altertavler til domkirken. Hans vigtigste arbejde er freskoerne i Sala dei Nove i rådhuset i Siena (1338-39), der på store vægflader fremstiller Den gode og den dårlige regering med livfulde skildringer af byen Siena og det omgivende landskab.
Brødrene Lorenzetti var blandt gotikkens væsentligste malere i Siena, og Ambrogios fortællende stil fik betydning for samtidige kunstnere.