Arthur Seyss-Inquart (original) (raw)

Faktaboks

Arthur Seyss-Inquart

Født

22. juli 1892

Død

16. oktober 1946

Arthur Seyss-Inquart, 22.7.1892-16.10.1946, østrigsk politiker. Som ung jurist stod Seyss-Inquart de tysk-nationale organisationer nær. Efter tysk pres blev han 1937 optaget i Schuschniggs regering som repræsentant for den "nationale opposition". På Hitlers krav blev han 16.2.1938 indenrigsminister.

Aftenen før Tysklands indmarch i Østrig dannede han 11.3.1938 en nazistisk regering, som støttede Østrigs indlemmelse i Tyskland.

1939-45 var Seyss-Inquart rigsminister uden portefølje og 1940-45 rigskommissær i Holland. For sine handlinger, herunder deportation af landets ca. 125.000 jøder, hvoraf kun et fåtal overlevede, blev han dømt til døden ved Nürnbergprocessen og henrettet.