Bågø (original) (raw)
Bågø er med sine godt 6 km2 en lille ø i Lillebælt cirka 5 km nordvest for Assens på Fyn. Den hører under Assens Kommune og er den del af Region Syddanmark.
Faktaboks
Stednavnet er kendt fra omkring år 1300 som Bokø, af bok 'bøg' og ø.
På Bågø er der 24 fastboende indbyggere (2025) i modsætning til i år 1916, hvor der boede 220 mennesker. Øen har daglig færgeforbindelse til Assens, og turen tager cirka en halv time. I havnen er der også plads til omkring 50 fritidssejlere.
Landskabet
Prinsehøj er det højeste punkt på øen og ligger blot 8 m.o.h. Bågø er delt i tre lave morænebakker med enge og vådområder, der har direkte forbindelse til havet. Øen veksler mellem sandede og flade arealer med og lerholdig landbrugsjord og er delvis beskyttet mod oversvømmelser af lave diger.
Historie
Fra oldtiden er der flere tegn på mennesker på øen, og den bedst bevarede gravhøj er en langdysse fra bronzealderen. Bågø nævnes som Bokø første gang omkring år 1300. Gård- og husmænd var fra år 1666 fæstebønder under grevskabet Wedellsborg.
Under landboreformerne i slutningen af 1700-tallet blev enkelte gårde flyttet ud af Bågø By. Men byen har bevaret sin kompakte struktur med firelængede gårde i to rækker langs den brede bygade midt på øen. I dag kan man stadig se, hvordan jordene blev stjerneudskiftet og markerne stråler ud fra byen.
På den sydligste spids af Bågø står et af Danmarks ældste fyrtårne. Det er otte meter højt og blev bygget i 1816 for at sikre postruten til øen Als og videre sydpå. Fyrtårnet blev fredet i 1945 og slukket i 2016, hvor lyskilden blev afløst af moderne navigationsudstyr. I dag er Bågø Fyr i privat eje.
Bågø fik først sin kirke i 1861, der blev opført i udkanten af byen. Øens skolen lukkede som folkeskole, da der kun var en elev tilbage. I 1989 blev bygningen omdannet til naturskole, der i dag udgør Bågø Naturcenter.
Den russisk-ortodokse kirke
Moder Amvrosija under interviewet med Kristeligt Dagblad i 2014.
I 2012 blev der indrettet et russisk-ortodoks kloster på en gammel, trelænget gård. Et par år senere blev der indviet en lille, russisk-ortodoks kirke. Ved særlige højtider kommer der en russisk-ortodoks præst til øen for at afholde gudstjenester.
Siden år 2012 har den ortodokse nonne, Moder Amvrosija, opholdt sig på Bågø for at opbygge kirken. Det har skabt stor interesse for både pilgrimme og turister. Amvrosija har i et interview i 2014 til Kristeligt Dagblad fortalt følgende:
Jeg kan godt lide Baagø. Her er fred og ro. Og alle mine naboer er så venlige. De hjælper mig hele tiden, selvom de selv har så mange ting, de skal. Og de gør det, uden at jeg spørger dem. Og mig, jeg hjælper slet ikke dem.
Øen er medlem af Sammenslutningen af Danske Småøer.