Bochum (original) (raw)
Bochum, industriby i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen midt mellem Dortmund og Essen; 375.000 indb. (2010). Bochum er genopbygget efter store ødelæggelser under 2. Verdenskrig og konkurrerer med både Dortmund og Essen om at være det overordnede centrum i Ruhrdistriktet.
Økonomien hviler på stålfremstilling og -forarbejdning, bilproduktion (Opel), maskin-, elektronik- og beklædningsindustri samt kemisk industri. Bochum har flere bryggerier. Foruden universitet (1961) rummer byen observatorium med planetarium og satellit- og rumforskningsinstitut.
Byen har desuden teater og som noget specielt en dukketeaterskole samt i alt 12 museer (bl.a. mine-, jernbane- og kunstmuseum). Her ligger også Nordrhein-westfalsk Industrimuseum. Ved den nedlagte mine Friederica findes en geologisk park.
Bochum fik sin industrielle opblomstring, da den første dampmaskine blev taget i brug i 1799 i en mine i nærheden. Maskinen kunne pumpe vand op og muliggjorde udnyttelsen af kullag under grundvandszonen. Mange mineanlæg skød derefter op i omegnen, og en omfattende sværindustri udvikledes. Endnu i 1957 beskæftigede 17 miner 42.700 personer; de sidste miner lukkede i 1973.