Carmina Burana (original) (raw)

Carmina Burana er en digtantologi af hovedsagelig verdslig lyrik på latin. De hen ved 250 digte udgør den mest righoldige af de bevarede samlinger af latinske sange og viser fra middelalderen.

Faktaboks

Etymologi

Carmina Burana er latin og betyder 'Sange fra Bura' (Beuern).

Den er overleveret i et smukt illustreret håndskrift, fremstillet ca. 1230 i det bayersk-tyrolske sprogområde, hvilket bl.a. fremgår af dens få tysksprogede digte.

Indhold og opbygning

Den oprindelige Carmina Burana rummer 228 digte. Senere i 1200-tallet er der skrevet 26 flere numre ind i håndskriftet.

Den oprindelige samling er systematisk opbygget; først bringes moraliserende og satiriske digte (1-55), derefter kærlighedsdigte (56-186), der følges af drikke- og spilleviser (187-226) og til sidst to gejstlige skuespil (227-228).

Mange digte er berømte for deres samfundskritik, kynisme samt udelte begejstring for erotik, gambling og værtshusliv. Man får indtryk af en slags studenter- og undergrundslitteratur, og det er måske ikke tilfældigt, at størstedelen af digtene kun har overlevet i dette ene håndskrift (se nedenfor om redaktion).

Musik og metrik

Mange digte er i håndskriftet forsynet med datidens nodeskrift (neumer), og de fleste har været bestemt til at skulle synges. Hovedparten af sangene er affattet i typiske middelalderlatinske vers, dvs. med trykaccent og med rim (fx. Ó Fortúna, vélut lúna...). Der er dog også digte skrevet i antikke versemål, som følger stavelseslængderne, herunder også små uddrag fra klassiske tekster.

Forfattere

Håndskriftet anfører ikke forfatternavne, men nogle af digtene kendes andetstedsfra med angivelse af forfatter. Hovedparten er antagelig forfattet i 1100-tallet og det tidlige 1200-tal i Tyskland, Frankrig og England.

Blandt de mere kendte forfattere kan nævnes Archipoeta, Hugo Primas og Gauthier af Châtillon. Nr. 191 i Carmina Burana er Archipoetas berømte skriftemålsdigt, hvor han uoprigtigt angrer over for sin mæcen, at vinen er nødvendig for at skrive god poesi.

Redaktion

Selv om håndskriftet stammer fra et kloster, opfattes det som mere sandsynligt, at det er blevet bestilt af en biskop til underholdning, men også som et eksklusivt prestige- eller samlerprodukt. Ved dets produktion omkring 1230 var mange af digtene allerede 70-80 år gamle og formentlig en slags undergrundsklassikere i den lærde kultur. Der har været forsket intenst i både sprogformerne i de få tyske digte og i den skrift som er benyttet i bogen; meget tyder på, at håndskriftet er produceret i det sydtyrolske område (i det nuværende Italien), måske ved bispedømmet i Brixen (Bressanone).

Det er sandsynligt at redaktørerne af samlingen har bygget på andre mindre, nu tabte samlinger. Men mange af digtene må også have eksisteret i en mundtlig akademisk "populærkultur", som strakte sig fra England til Italien. Det er tankevækkende, at meget af denne verdslige sangkultur på latin ville være ukendt for os, hvis ikke dette ene håndskrift var overleveret.

Efterliv

Efter ca. 1300 er der ingen spor af interesse for håndskriftet frem til 1803, hvor sekulariseringen i Tyskland betød, at mange klosterbiblioteker blev indlemmet i fyrste- og senere statsbiblioteker. Herved kom håndskriftet til hvad der nu er Bayerische Staatsbibliothek. I 1847 kom den første samlede udgave (ved J.A. Schmeller), og interessen for digtsamlingen bredte sig, også uden for Tyskland, fx med J. A. Symonds oversættelse til engelsk i 1884 af et udvalg under titlen Wine, Women and Song.

I 1937 lagde Carl Orff et lille udvalg på 24 af sangene til grund for sit korværk med titlen Carmina Burana, hvis musik dog er helt uafhængig af de oprindelige enstemmige melodier. Orffs meget populære og ofte opførte værk har gjort Carmina Burana til formentlig det mest kendte stykke latinsk litteratur fra middelalderen. Særligt indledningssangen ‘O Fortuna’ er blevet en del af moderne populærkultur.

Læs mere i Lex

Til videre læsning

Kommentarer