Caspar Neher (original) (raw)
Faktaboks
Caspar Neher
Rudolf Ludwig Caspar Neher
Født
11. april 1897, Augsburg, Tyskland
Død
30. juni 1962, Wien, Østrig
Caspar Neher var en tysk scenograf. Caspar Neher, der var søn af en lærer i Augsburg, blev skolekammerat og ungdomsven med Bertolt Brecht.
Arbejde efter 1. Verdenskrig
Efter deltagelse i 1. Verdenskrig blev han med afsæt i 1920'ernes tyske ekspressionistiske teater forløseren af Brechts episk-politiske teaterunivers, først i München, siden i Berlin. Han eksperimenterede med miljøet gennem montageprægede scenebilleder i streg, farve, opbygning og projektion. Han stod for kostumer og scenografi til den legendariske premiere på Dreigroschenoper (1928, Laser og Pjalter) og fulgte Brecht frem til det kommunistiske agitationsstykke Die Mutter efter Maxim Gorkij (1932), som jævnligt blev forbudt af politiet.
1930'erne og 1940'erne
Alligevel havde Neher ingen planer om at forlade Tyskland efter Adolf Hitlers magtovertagelse. Da han i juni 1933 i Paris deltog i opsætningen af Brechts og Kurt Weills ballet Die sieben Todsünden, kom han i modvind efter hjemkomsten og blev henvist til mere perifere opgaver, men fra 1937 blev han af Heinz Hilpert (1890-1967) ansat som fast scenograf på Deutsches Theater i Berlin.
Parallelt lavede Neher musikteater, både som librettist og scenograf, sammen med komponisten Rudolf Wagner-Régeny. I 1947 genoptog han i Schweiz samarbejdet med Brecht, som han fulgte til Østberlin, hvor han bl.a. stod for Puntila (1949), genopsætningen af Die Mutter (1950) og – efter et længere interval – Leben des Galilei (1957).
Eftermæle
Selv om hans biografi er uløseligt knyttet til Brecht, arbejdede Caspar Neher lige fra 1920'erne sammen med andre betydelige teater- og operafolk af vidt forskellig politisk og dramaturgisk observans og regnes som en af 1900-tallets betydeligste scenografer i hele det tysksprogede område.