Christoph Martin Wieland (original) (raw)
Faktaboks
Christoph Martin Wieland
Født
5. september 1733, Oberholzheim (i Baden-Württemberg)
Død
20. januar 1813, Weimar, Tyskland
Christoph Martin Wieland var en tysk forfatter og redaktør og en af de centrale skikkelser i tysk litteratur omkring år 1800.
Han havde rod i oplysningstiden, men formåede at forholde sig forstående til senere strømninger helt frem til romantikken, skønt forståelsen ikke altid var gensidig. Fx brændte medlemmer af forfattergruppen Göttinger Hain i 1770'erne hans bøger, og Goethe gjorde nar af ham i et ungdomsværk. De to blev siden gode venner.
Indflydelsesrig intellektuel
Wieland var den første betydelige intellektuelle, som "musernes hof" i Weimar knyttede til sig, endnu før Goethe, Herder og Schiller. Han udgav de indflydelsesrige tidsskrifter Der Teutsche Merkur (1773-1810) og Attisches Museum (1796-1809) og oversatte fra græsk (Lukian), latin (Horats, Cicero) samt som den første i Tyskland Shakespeare (22 dramer på prosa i perioden 1762-1766).
Forfatterskabet
Wielands eget forfatterskab forbinder hans pietistiske baggrund med rokokoens ofte erotiserede formkunst, særlig fremtrædende i hans versfortællinger (Musarion oder die Philosophie der Grazien, 1768, da. 1776, Oberon, 1780, da. 1792) og hans første roman Don Sylvio von Rosalva, 1764).
Med udviklingsromanen Die Geschichte des Agathon (1766-67, senere rev.) skabte han "den første og eneste roman for det tænkende hoved", som hans samtidige Gotthold Ephraim Lessing bemærkede.
Der goldene Spiegel (1772) er en såkaldt "statsroman": en pædagogisk vejledning i romanform for regerende, og den indbragte ham invitationen til Weimar. Betydelig er også den samfundskritiske satiriske roman Geschichte der Abderiten fra 1781.