Cirkusbygningen (original) (raw)
Cirkusbygningen fotograferet i 2023. Indtil 1990 lagde bygningen især rum til cirkusforestillinger. Siden 2004 har Wallmans Saloner arrangeret dinnerparties i bygningen.
København fik sin første grundmurede cirkusbygning i 1886. Det betød, at internationale cirkusselskaber fortsat kunne gæste København, efter at træbygninger var blevet forbudt af hensyn til brandfaren. Der blev knyttet en række betingelser til opførelsen af Cirkusbygningen, som havde til formål at beskytte de københavnske teatre imod konkurrencen fra cirkus.
Siden åbningen i 1886 har Cirkusbygningen haft besøg af skiftende cirkusselskaber. Cirkusbygningen forbindes især med Cirkus Schumann, som lå her i to sammenhængende perioder: 1916 til 1937 og igen fra 1943 til 1969. Cirkus Schumann blev efterfulgt af Cirkus Benneweis, der lå her i perioden 1970-1990. Cirkusbygningen blev fredet i 1988. Siden 2003 har bygningen været drevet af Wallmans Saloner.
Baggrund
I 1884 blev et konsortium nedsat for at undersøge mulighederne for at opføre en grundmuret cirkusbygning i København. I første omgang udså konsortiet sig en grund på Vesterbro.
Kongelige berider August Lørup (1835-1895) fik bevilling af Justitsministeriet til at afholde beriderforestillinger i den kommende cirkusbygning. Der var også forhandlinger med direktør Gotthold Schumann (1824-1908), som kom til København fra Stockholm, hvor han gav forestillinger. Cirkus Schumann tilbød 40.000 kr. for at kunne benytte bevillingen, men forhandlingerne strandede.
Snedkermester Hans Hansen (1849-1923), kaldet "Hellig-Hansen", der havde stået for markante byggerier som National (se Scala) og Dagmarteatret, fik tilladelse til at opføre en cirkusbygning ved det nuværende Axeltorv på terrænet mellem Jernbanegade og Studiestræde. Sammen med arkitekten Henrik Vilhelm Brinkopff (1923-1900) forelagde han planerne for cirkusdirektør Ernst Renz (1815-1892) i Hamburg, som gik ind på at betale 60.000 kr. for at kunne benytte tilladelsen.
Betingelser for tilladelsen
Før Justitsministeriet gav tilladelse til byggeriet, var ansøgningen til høring hos chefen for Det Kgl. Teater Edvard Fallesen. Han opstillede tre betingelser, som skulle beskytte de københavnske teatre imod konkurrencen fra cirkus:
Der måtte kun opføres beriderforestillinger i perioden fra den 15. maj til den 15. september, dvs. udenfor teatersæsonen.
Fremover måtte der alene gives tilladelse til cirkus i byens yderområder, mindst 800 alen fra boulevarderne.
Der måtte alene gives tilladelse til det, der strengt taget faldt ind under begrebet beriderforestillinger.
Både Kirke- og Undervisningsministeriet samt Københavns politidirektør, der ligeledes blev hørt i sagen, tilsluttede sig efterfølgende disse betingelser.
Bygningens udformning og placering.
Cirkusbygningen som den tog sig ud ved åbningen i 1886.
Bygningen blev tegnet af arkitekt Henrik Vilhelm Brinkopff som en rund grundmuret bygning omkring en manege. Manegen var omgivet af tilskuerpladser som i et amfiteater med plads til op mod 3.500 tilskuere. Orkestret var placeret over sadlepladsen overfor kongelogen. Manegen havde en diameter på omkring 13 m, som var det gængse mål internationalt, og bestod af 60 cm rent ler bestrøet med savsmuld.
Der var stalde til mere end 100 heste og andre dyr, herunder elefanter, samt en øvelsessal til indstudering af pantomimer og balletter. Om vinteren kunne Cirkussalen bruges til forestillinger og forskellige arrangementer. Hertil kom rekvisitmagasiner og artistgarderobe samt sadel- og skrædderværksteder. Cirkusbygningen var placeret som en del af et større grønt haveanlæg med plads til restaurant.
Kunstnerisk udsmykning
Udvendigt præsenterede Cirkusbygningen sig i rødt murværk med en omløbende grå frise i haut-relief med væddeløbsmotiv udført af billedhuggeren Uncas André Hammeleff (1847-1916). Hertil kom en skulpturgruppe med en mandlig figur, som holder to heste ved bidslet. Gruppen skulle udføres af billedhugger Ferdinand Edward Ring (1829-1886), men han døde før den officielle åbning. Skulpturgruppen blev derfor ikke en del af den kunstneriske udsmykning, som det ellers var tiltænkt.
Frise på Cirkusbygningen. Foto fra 2012.
Premiere med Cirkus Renz
Den officielle premiere fandt sted den 8. maj 1886. Ernst Renz (1815-1892) var beriderdirektør, og hestenumre udgjorde en væsentlig del af forestillingen. I programmet medvirkede også 14 klovner med komiske entreer og intermezzoer anført af klovnen Carl Godlewski (1862-1949). Han sprang over heste, soldater med opplantede bajonetter og stole. "Én stol til..." var han kendt for at sige. Åbningsforestillingen sluttede af med pantomimen "Harlekin a la Edison" eller "Alt elektrisk". Senere på sæsonen viste han pantomimen "Karneval på isen" udført af artister på rulleskøjter. Klovner spillede vigtige roller som komiske figurer i pantomimerne.
Trods festivitas og blomster på åbningsdagen tog det københavnske publikum ikke Ernst Renz til deres hjerter. De så hans dressur – uanset om der var tale om rovdyr eller heste – som udtryk for "prøjsisk disciplin". For meget pisk og for meget kommandotone beregnet på at fremkalde frygt og underkastelse. Nye dressurformer, som tog udgangspunkt i dyrenes naturlige adfærd, var ikke nået frem til Renz i 1886.
Udenlandske maneger
Samme år Cirkusbygningen åbnede i København – 1886 – anlagde Nouveau Cirque i Paris en manege med underliggende vandbassin, som gav mulighed for vandpantomimer, gerne komiske pantomimer, med klovner i centrale roller. Også i Cirque Fernando på Montmartre – det senere Cirque Medrano – var klovner med akrobatiske og mimiske færdigheder de største trækplastre i forbindelse med pantomimer. Beriderforestillinger havde ikke samme appel til publikum som tidligere.
Cirkus Schumann – og Renz igen
Ernst Renz skulle have været tilbage i Cirkusbygningen året efter, men han valgte at springe over, og overlod i stedet Cirkusbygningen til Albert Schumann (1858-1939). Albert Schumann havde brudt med faderen, Gotthold Schumann, og etableret eget cirkus i Malmø. Han overtog klovnen Tom Belling (1834-1900) fra Cirkus Renz. Tom Belling tillægges æren for at have skabt "augusten", som spiller op mod den hvide klovn. Publikum i Cirkusbygningen kunne også opleve en hest på line.
I 1888 var Ernst Renz tilbage i Cirkusbygningen i forbindelse med Den Nordiske Industri- Landbrugs- og Kunstudstilling. Han annoncerede, at han kom med ekstratog fra Leipzig med 140 raceheste, en dresseret løvegruppe og førsteklasses artister. I programmet indgik en halv snes klovner, herunder Carl Godlewski. I løbet af sæsonen viste Renz syv pantomimer, der alle havde deltagelse af det store balletensemble. Der var udsolgt de fleste aftener. Ifølge teaterhistorikeren Erik Bøgh tjente Renz lige så meget som alle de københavnske teatre tilsammen.
Cirkus Busch og vandpantominen
Poul Busch (1850-1927) havde startet sit eget teltcirkus i Danmark i 1884 med kun fire heste og steddatteren Maria Doré som linedanser og rytter. Maria Doré var også med i Cirkusbygningen, da Poul Busch rykkede ind her i 1889. Poul Busch viste komiske pantomimer med balletindslag og klovner i komiske roller, herunder klovnen Adolf Olschansky (f. Eggertsen, 1863-1933).
I 1891 viste Poul Busch vandpantomimen "Pariserliv ved badestedet Trouville". Men da Cirkusbygningen ikke var indrettet med underliggende vandbassin i manegen, var det nødvendigt at overdække manegen med et gummitæppe for at opføre pantomimen. I artistbladet Echo blev vandpantomimen skildret:
"Lyset dæmpedes, manegens kokostæppe fjernedes og erstattedes med et gummitæppe; samtidig blev en metershøj lærredsdekoration spændt om barrieren. Fra orkestret lød en fanfare og nu styrtede vandet i store kaskader oppe fra musiktribunen ind over en trappeformet skråning og havnede med et brag i manegen, der forvandledes til en stor sø. Fra huller i et jernrør, der var lagt om manegen, faldt vandstråler i en bue, samtidig med at stråler fra en fontaine i midten gik halvvejs op mod cirkuskuplen. I det øjeblik der blev åbnet for vandet, rettede alle store projektører lys i alle regngbuens farver mod manegen og de steder, hvorfra vandet strømmede ind – det var et pragtfuldt skue! Folk jublede og klappede. Så firedes en lang bro ned fra cirkuskuplen, og over denne spadserede badegæsterne til deres små badehuse, hvorfra de kom ud i luftige badedragter og svømmede ud i vandet. Som slut på nummeret måtte Busch flere gange vise sig på broen, hvor han modtog publikums hyldest."
Pantomimen gik 75 gange for udsolgte huse.
Gotthold Schumann
I 1892 rykkede Gotthold Schumann ind i Cirkusbygningen med et selskab bestående af 180 personer og 104 heste. Han havde arbejdet med Renz i 25 år, før han grundlagde eget cirkus og blev stamfar til cirkusdynastiet Schumann. Han var ledsaget af sine tre sønner, der alle var dygtige ryttere og hestedressører. En fjerde søn var udlært mimiker og fungerede som kapelmester for cirkusorkestret.
Gotthold Schumann opsatte fire pantomimer i løbet af sæsonen, herunder vandpantomimen "En nat i Venedig": Første akt foregik på Markuspladsen med folkeliv og en tarantel udført af balletkorpset. Anden akt foregik omkring Rialtobroen i måneskin med mandolin- og guitarspil fra illuminerede gondoler. I sidste scene springer nogle gavtyve i vandet fra Rialtobroen, efterfulgt af gendarmer, og svømmer på livet løs.
Gotthold Schumann var tilbage i Cirkusbygningen i 1893. Blandt de medvirkende kan nævnes klovnen Adolf Olschansky, der er blevet fremhævet for sin fine komik, stilfærdig og lavmælt, men på højt kunstnerisk niveau. Fem elefanter indgik også. Linedanserinden Mlle Dolinda de la Plata optrådte på en line, der var spændt op mellem stødtænderne på to elefanter. Balletkorpset opførte udstyrspantomimen "Kleopatra", som bl.a. omfattede en kinesisk dans.
Cirkusbygningen brænder i 1914
De følgende år gav skiftende selskaber forestillinger i Cirkusbygningen med kunstryttere, klovner, akrobater, pantomimer og dressur af vilde dyr.
I 1914 brændte Cirkusbygningen, men den blev hurtigt genopført. Trækuplen blev erstattet af en jernbetonkuppel bygget over 20 meridianribber, der øverst og nederst blev holdt sammen af to cirkulære ringdragere. I forbindelse med ombygningen blev der indrettet vandgrav under manegen, så det fremover var muligt at opføre vandpantomimer uden brug af gummitæppe.
Hans Stosch-Sarrasani (1873-1934) rykkede ind i Cirkusbygningen i 1915 med en forestilling, hvor de fleste numre var med vilde dyr. Ud over elefanter medvirkede omkring 50 løver samt tigre, jaguarer, slanger m.v. Omkring 400 mennesker fra bl.a. Kina, Japan og Indonesien medvirkede. Også i 1917 havde forestillingen mere karakter af menageri end cirkus, da Lorenz Hagenbeck (1882-1956) fra Hamburg rykkede ind i Cirkusbygningen med tigre og elefanter suppleret med artistnumre.
World Cinema
World Cinema i Cirkusbygningen i 1939, hvor farvefilmen Himmelhunde er på programmet.
Da Hagenbeck var ude af bygningen, åbnede biografen World Cinema, som viste film i vinterperioden, hvor der hidtil havde været varietéforestillinger. Cirkusbygningen blev nu ejet af N.H. Nielsen (1884-1945), som i 1916 havde overtaget aktiemajoriteten efter A/S Cirkusetablissementet. Han drev bygningen sammen med sine sønner.
Den første forestilling i World Cinema var filmen Trilby efterfulgt af Pigen fra natcafeen. Igennem 1920'erne og ind i 1930'erne blev der bl.a. vist de populære Fy og Bi-film.
Den ene halvdel af komikerparret Fy og Bi, Harald Madsen, var en del af klovnetrioen Brd. Miehe, som var på programmet hos Cirkus Schumann i Cirkusbygningen i 1918, 1920 og 1922. Her spillede Madsen sammen med August Miehe og den hvide klovn Kristian Rehder (1874-1960). Efter sæsonen 1922 trådte han ud af klovnetrioen for at hellige sig filmarbejde.
Cirkus Schumann
Gotthold Schumann havde i 1896 overladt Cirkus Schumann til sin ældste søn Max Schumann (1853-1933). Fra 1914 blev Cirkus Schumann ledet af Max Schumanns tre sønner: Willy (1880-1933), der tog sig af det administrative, og Ernst (1884-1960) og Oscar (1886-1954), der begge var dygtige ryttere og hestedressører. De tre brødre var svenske statsborgere. Da de rykkede ind i Cirkusbygningen søgte Ernst om dansk statsborgerskab, som han fik i 1934. Schumann-familien var kendte og respekterede for hestedressuren, der byggede på viden og erfaringer, der blev givet videre indenfor familien.
Udover at byde på hestedressur på høj niveau engagerede Cirkus Schumann i løbet af 1920'erne en række af tidens største artister. I 1923 og 1926 den legendariske franske klovnetrio "Les Fratellini", der havde lagt grunden til deres berømmelse i Cirque Medrano og Nouveau Cirque i årene før og efter 1. Verdenskrig. Deres Luftnummer "The Flying Codonas" kan opleves i Emil Jannings film Varieté fra 1925. Samme år var de på programmet hos Cirkus Schumann i Cirkusbygningen.
Jongløren Enrico Rastelli (1896-1931) regnes for den største jonglør gennem tiden. Han kunne opleves i Cirkusbygningen i 1927 og 1929. Rastelli medvirkede også i filmen Varieté.
Klovnen Charlie Rivel kunne opleves i 1929 med sin trup. De var tilbage i Cirkusbygningen i 1931 og 1933. Rivel optrådte med sin Chaplin-parodi i trapez. Truppen spillede Tosellis serenade på forskellige strengeinstrumenter, mens det smukke spil blev ledsaget af en parodi på falsk sentimentalitet. De sluttede af med en tyrefægterparodi.
Cirkusbygningen 1938-1942
Justitsminister K.K. Steincke bemærkede i forbindelse med fornyelsen af bevillingen i 1938, at I/S Cirkusetablissementet, hvor N.H. Nielsen havde aktiemajoriteten sammen med sine sønner, både stod som ejere af Cirkusbygningen og havde bevilling til at drive cirkus og biograf. Regnskaberne viste, at I/S Cirkusetablissementet havde betydelige indtægter, mens Cirkus Schumann kun havde et beskedent overskud. Han efterlyste fornyelse.
I 1938 rykkede det danske Cirkus Miehe ind i bygningen. Året efter det nederlandske Cirkus Jean Houcke, som også havde været i Danmark året før. Det vakte undren, at Cirkus Jean Houcke havde sangerinden Sonja Steincke (1917-2001) på programmet. Hun var datter af justitsminister K.K. Steincke, som administrerede bevillingen til Cirkusbygningen, som netop skulle fornys i 1938. Normalt skulle der være vandtætte skodder mellem de forskellige involverede parter for at undgå mistanke om urent trav. N.H. Nielsen døde samme år og blev efterfulgt af sønnen Tage Nielsen (1900-1971) fra Palladium Film.
Cirkus Miehe
Cirkus Miehe var tilbage i Cirkusbygningen i 1940. Kort før premieren var Danmark den 9. april blevet besat af tyskerne. Skønt grundlagt af indvandrede musikanter og akrobater havde Cirkus Miehe slået rødder i Danmark, og cirkusset lancerede sig som det første danske cirkus i bygningen. Til premieren dannede cirkustjenerne spalier, hvorigennem direktørparret Dora Miehe (1868-1945) og Heinrich Kolzer (1874-1955) gjorde deres entré i manegen. Men publikum havde andet end cirkus i tankerne i den usikre situation, der var opstået med Besættelsen.
For at råde bod på det sparsomme fremmøde indgik Cirkus Miehe en aftale med Cirkusrevyen, således at forestillingen fra juni til september bestod af en blanding af revy og cirkus. I august 1940 døde to af Cirkus Miehes tre elefanter pludseligt. De blev sendt til obduktion på Landbohøjskolen, som fastslog, at der var tale om en forgiftning, der ikke skyldtes foderet. Odense Zoo udlånte to elefanter til Cirkus Miehe, som først skulle dresseres, før de kunne medvirke i forestillingen. Sæsonen endte med et stort økonomisk tab for Cirkus Miehe.
Cirkus Schumann 1943-1969
Cirkus Schumann rykkede ad flere omgange ind i Cirkusbygningen, bl.a. havde de fast ophold her fra 1943 til 1969. Udateret foto.
Cirkus Schumann var tilbage i Cirkusbygningen i 1943 med Albert Schumann (1915-2001) og Max Schumann (1916-2004) som forgrundsfigurer. Albert Schumann blev i 1946 gift med Paulina Schumann (1921-2020), der var datter af Charlie Rivel. Samme år giftede Max Schumann sig med Vivi Merete Schumann (f. Frederiksen). Deres datter Katja Schumann (f. 1949) debuterede i 1960 som ballerina til hest.
Efter 1960 ønskede I/S Cirkusetablissementet at sælge bygningen. Cirkus Schumann ønskede ikke at købe, da de foretrak at leje. I 1963 blev Cirkusbygningen solgt til brugsforeningernes varehus ANVA, som ønskede at rive bygningen ned for at opføre et varehus på grunden. Cirkus Schumann kunne dog fortsætte lejemålet indtil videre, bl.a. fordi Arbejdernes Oplysnings Forbund, AOF, havde kontrakt med World Cinema, der løb frem til 1965.
I 1966 blev der dannet en komité til bevarelse af Cirkusbygningen på initiativ af en række cirkusvenner, bl.a. cirkushistorikeren Anders Enevig. Året efter blev der stiftet en cirkuspris, som blev uddelt ved en festlighed i Cirkusbygningen den 30. april 1968. Prisen skulle uddeles af kulturministeren som en markering af, at der fra officiel side var opbakning til cirkus som kunstart i Danmark. Prisen, der var udformet af Bjørn Wiinblad og sølvsmeden Karl Gustav Hansen, havde form af en sølvstage med en rytter.
Efter sæsonen 1969 vurderede Cirkus Schumann, at det ikke ville være muligt at få økonomien til at løbe rundt, hvis de skulle indfri ANVAs huslejekrav. Sæsonen 1969 blev derfor Cirkus Schumanns sidste i Cirkusbygningen.
Cirkus Benneweis i Cirkusbygningen
I deres sted indgik Cirkus Benneweis en kontrakt med varehuset ANVA, som omfattede en periode på fem år. Cirkus Benneweis fortsatte samtidig som omrejsende teltcirkus. Da perioden var ved at løbe ud, købte Københavns Kommune Cirkusbygningen af ANVA og udlejede den til Cirkus Benneweis til markedspris for at sikre Cirkusbygningen som en del af Københavns arkitektoniske kulturarv og for at sikre, at byens borgere fortsat kunne opleve cirkus i bygningen.
Sæsonen 1990 blev Cirkus Benneweis sidste i Cirkusbygningen. Det var ikke muligt at betale markedsleje og samtidig få økonomien til at hænge sammen. Ifølge Nelly Jane Benneweis (1934-2001) var der kun overskud et enkelt år, nemlig i 1981, da Det Russiske Statscirkus var på gæsteoptræden med den verdenskendte klovn Oleg Popov.
I 1983 blev Cirkusbygningen restaureret af arkitektfirmaet Lundsgaard og Tranberg i samarbejde med arkitekten Verner Panton, som lys- og farvesatte publikumsområderne. Arbejdet blev finansieret af Tivoli (10 mio. kr.) og Københavns Kommune (20 mio. kr.). I 1988 blev Cirkusbygningen fredet.
Afsked med cirkuskunsten
I 1996 var København udpeget til europæisk kulturby. Med støtte fra Tivoli og Dansk Artist Forbund arrangerede Circus Roncalli en forestilling i Cirkusbygningen, som viste eksempler på det ypperste indenfor cirkuskunsten.
Den italienske mimiske klovn Fumagelli (f. 1956) viste sammen med den hvide klovn Francesco Caroli (1922-2004) og Circus Roncallis direktør Bernhard Paul (f. 1947) den klassiske klovneentré "Bi, giv mig honning". Francesco Caroli byggede på en mimisk tradition med rødder tilbage til commedia dell'arte.
Geraldine-Katharina Knie (f. 1973) viste smukke heste i frihedsdressur, en disciplin som det svejtiske Cirkus Knie har bragt til nye højder. Hun sluttede af med det klassiske kurernummer, hvor hun står med et ben på hver af to heste, mens en tredje hest passerer mellem dem.
Endelig viste den belgiske mimiker og klovn Olivier Taquins (f. 1955) eksempler på mimisk kunst inspireret af forbilleder som Marcel Marceau og Jean Louis Barrault.
Det blev en afsked med Cirkusbygningen som ramme om cirkuskunsten.
Wallmanns Saloner
Wallmans Saloner har afholdt dinnerparties i Cirkusbygningen siden 2004. Foto fra 2024.
Københavns Kommune udliciterede driften af Cirkusbygningen til Tivoli i perioden 1984-1996 og til Parken Sport & Entertainment i årene 1997-2002.
I 2003 overtog Wallmans Nöjen driften af bygningen på et 10-årigt lejemål. Hans Emil Wallman (1936-2014) havde i 2001 åbnet Wallmans Saloner i Stockholm med såkaldte dinnershows. Samme koncept skulle anvendes i København.
I 2011 solgte Københavns Kommune således Cirkusbygningen til Wallman for 45,2 mio. kroner. I forbindelse med salget blev der indgået en 20-årig lejekontrakt, som skulle sikre, at der fortsat kunne arrangeres dinnershows med artistoptræden i Cirkusbygningen.