Claus Nielsen (original) (raw)

Faktaboks

Claus Nielsen

Født

1938

Død

2024

Claus Nielsen var en dansk zoolog. I perioden 2005-2008 var han professor ved Københavns Universitet. Under ansættelse ved Marinbiologisk Laboratorium i Helsingør studerede han mosdyrs og de lidet kendte entoprocters systematik og larveudvikling (disputats 1972).

På Zoologisk Museum (fra 1983) arbejdede han især med ultrastruktur og funktion af larve-ciliebånd hos alle grupper af hvirvelløse dyr. Dette har resulteret i en række nye idéer om dyrerigets evolution, baseret både på larveudviklingen og de voksne dyrs anatomi, og er mundet ud i den første kladistiske (se kladisme) analyse af dyrerigets hovedgrupper i bogen Animal Evolution: Interrelationships of the Living Phyla (1995), der efterfølgende er udkommet i tre opdaterede udgaver.

Claus Nielsen modtog i 2001 Aleksander Kovalevsky-medaljen (St. Petersburg Naturalists Society) og i 2015 The Linnean Medal of the Linnean Society of London, som også udnævnte ham til udenlandsk æresmedlem (Foreign Member).