Colin Firth (original) (raw)

Faktaboks

Colin Firth

Født

1960

Colin Firth, f. 1960, britisk skuespiller. Colin Firth markerede sig allerede i debutfilmen Another Country (1984), om homoseksualitet på en engelsk kostskole, og i titelrollen i Valmont (1989), efter de Laclos' 1700-t.s-roman Farlige forbindelser.

Gennembruddet kom dog først med BBC-miniserien Pride and Prejudice (1995, Stolthed og fordom), som gjorde Colin Firth til stjerne, især hos det kvindelige publikum, hvilket muntert udnyttes i Bridget Jones’s Diary (2001, Bridget Jones’ dagbog).

Han portrætterede maleren Johannes Vermeer i Girl with a Pearl Earring (2003, Pige med perleørering) og har desuden medvirket i bl.a. Love Actually (2003), Then She Found Me (2007) og The Accidental Husband (2008).

Efter at have været nomineret for sin hovedrolle i Tom Fords (f. 27.8.1961) A Single Man (2009) vandt Colin Firth i 2011 en Oscar for sit portræt af kong George 6. i Tom Hoopers (f. 1972) The King's Speech (2010, Kongens store tale) samt prisen for bedste mandlige hovedrolle ved European Film Awards i Berlin (2011).