Constitutio Valdemariana (original) (raw)

Constitutio Valdemariana, (på dansk: Valdemars forordning) er eftertidens betegnelse på bestemmelsen om, at Sønderjylland ikke må indlemmes i Danmark.

Før sit valg til dansk konge udstedte Christian 1. i 1448 et brev, hvori han lovede at overholde den såkaldte Constitutio Valdemariana, hvori der på latin står: "Ligeledes skal hertugdømmet Sønderjylland ikke forenes og forbindes med Danmarks rige og krone, således at én mand er herre over begge".

Forpligtelsesbrevet oplyser, at bestemmelsen oprindelig er udstedt i 1326, og det er måske korrekt, for netop det år modtog den holstenske grev Gerhard 3. Sønderjylland i forlening, og det må derfor have været i hans interesse at få sikkerhed for, at hertugdømmet ikke igen blev en del af kongeriget.

Under striden om Slesvigs og Holstens tilhørsforhold i midten af 1800-tallet blev der fra tysk side lagt stor vægt på Constitutio Valdemariana. Den blev tolket sammen med Christian 1.s løfte i 1460 om, at Slesvig og Holsten altid skulle være "udelte sammen" (ewig ungedeelt).