Daniel Craig (original) (raw)
Faktaboks
Daniel Craig
Daniel Wroughton Craig
Født
2. marts 1968, Chester, Storbritannien
James Bond. Daniel Craig fotograferet ved den franske premiere på James Bond-filmen "Skyfall" i oktober 2012.
Daniel Craig er en britisk skuespiller. Han er uddannet i 1991 fra Guildhall School of Music and Drama i London, hvor han også var tilknyttet National Youth Theatre.
Craig fik sin første filmrolle i Sydafrika-dramaet The Power of One (1992, Én mands styrke) og medvirkede derefter i forskellige teaterstykker og tv-serier, inden han blev placeret længere oppe på rollelisten i fx 1. Verdenskrigs-filmen The Trench (1999) og endelig større produktioner som Lara Croft: Tomb Raider (2001) og Sam Mendes' gangsterdrama The Road to Perdition (2002, Vejen til Perdition).
Efter gode præstationer, bl.a. i rollen som Ted Hughes i dramaet Sylvia (2003) om Sylvia Plath, forbryderfilmen Layer Cake (2004) og Steven Spielbergs skildring af gidseldramaet under OL i München i 1972, Munich (2005, München), overtog Daniel Craig i 2006 rollen som den berømte britiske agent James Bond, som han første gang spillede i Casino Royale.
Daniel Craig som Agent 007 i James Bond-filmene
| År | Film |
|---|---|
| 2006 | Casino Royale |
| 2008 | Quantum of Solace (en fortsættelse af Casino Royale) |
| 2012 | Skyfall |
| 2015 | Spectre |
| 2021 | No Time to Die |
Daniel Craig har med sit sammenbidte og fysisk anlagte spil formået at tilføre den kendte karakter nyt liv og mørkere toner i de efterfølgende film i serien, Quantum of Solace (2008) og Skyfall (2012). Samtidig har han også vist alsidighed i bl.a. modstandskampdramaet Defiance (2008, Modstand) og i rollen som journalisten Mikael Blomkvist i David Finchers The Girl with the Dragon Tattoo (2011), den amerikanske indspilning af Stieg Larssons bestsellerkrimi Mænd der hader kvinder (2005).