Dansk Erhverv (original) (raw)
Dansk Erhverv er en erhvervsorganisation, der blev stiftet i 2007 ved en sammenslutning af Dansk Handel og Service og erhvervsorganisationen HTSI (tidligere Handelskammeret).
Siden dannelsen har Dansk Erhverv udvidet sit virkefelt til at dække en stor del af erhvervslivet, og den er i 2025 med 18.000 medlemsvirksomheder og mere end 100 brancheforeninger en af Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer. Organisationen varetager medlemsvirksomhedernes interesser inden for såvel ansættelsesretlige som lovgivningsmæssige forhold. DE udarbejder analyser af blandt andet dansk økonomi og arbejdsforhold. Dansk Erhverv er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening.
Jens Klarskov var adm. direktør fra 2008 indtil 2018. Siden 2018 har tidligere folketingsmedlem (K) og minister Brian Mikkelsen været administrerende direktør.
Dansk Erhverv ejer og har hjemsted på Christian den 4.'s Børsen i København. Tirsdag den 16. april 2024 udbrød der brand i Børsen. Den genopførte børsbygning er planlagt til at genåbne i 2029. I mellemtiden arbejder en del af Dansk Erhvervs medarbejdere i den nærliggende Tietgenbygning.
Dansk Erhverv har kontorer i flere byer i landet, herunder i Aarhus. Organisationen har også egne kontorer i Bruxelles og New York.
Læs mere i Lex