Den Gyldne Vlies (original) (raw)
Tavle med den afdøde Christian 2.s riddervåben med Den Gyldne Vlies omkring i St. Baafskatedralen i Gent, hvor den blev ophængt i forbindelse med ordenens 23. ordenskapitel i 1559.
Den Gyldne Vlies er en ridderorden, der i 1430 blev indstiftet af Filip 3. den Gode af Burgund. Fra 1701 blev den videreført i to grene, en østrigsk under habsburgernes overhoved, der stadig kun optager adelige katolikker i ordenen, og en spansk under de spanske bourboners overhoved, nu kongen af Spanien.
Faktaboks
Også kendt som
Det Gyldne Skind
Ordenstegnet
Ordenstegnet forestiller Jasons gyldne vædderskind i en kæde af ildstål sammensat parvis og med sten imellem, hvorfra der springer gnister. Det var ved indstiftelsen et klassisk litterært sindbillede på de hellige steder, der burde tilbageerobres ved et korstog. Senere er vædderskindet også blevet båret alene i et rødt bånd om halsen og har da et ildstål og en ildsten som bæreled.
Riddernes våbenskjolde i en række kirker vidner om, hvor der har været afholdt ordenskapitel.
Danske modtagere
Christian 2. blev ridder af Den Gyldne Vlies. Hans våben kan ses i St. Baafskatedralen i Gent. Senere blev kongerne fra Frederik 6. til Christian 10. samt dronning Margrethe 2. riddere af ordenen.