Den Ungarske Slette (original) (raw)
Den Ungarske Slette er et kolossalt sletteområde i ca. 200 meters højde sydøst for Budapest, der udgør ca. 50 % af Ungarns areal. Vegetationstypen kaldes puszta, et ord, der ofte bruges om sletten selv. Sletten afgrænses mod vest af Donau og når mod øst ind i Serbien (Vojvodina), Rumænien og Ukraine.
Faktaboks
Også kendt som
Pusztaen eller den ungarske Puszta; på ungarsk Alföld eller Nagyalföld (sammensat med nagy 'stor')
Den Ungarske Slette gennemstrømmes af floden Tisza, som siden 1850'erne er blevet reguleret. Et omfattende kanalsystem dræner i dag området omkring floden, hvoraf hovedparten dyrkes med hvede, majs, solsikker, sukkerroer samt frugt, især abrikoser og æbler. Flere områder er udlagt som naturparker, bl.a. Hortobágy og Bugac.