Det Nye Testamente (original) (raw)

Det Nye Testamente er den kristne Bibels anden hoveddel (første hoveddel udgøres af Det Gamle Testamente). Det Nye Testamente har siden slutningen af 300-tallet bestået af i alt 27 skrifter af stærk forskellig længde. Det latinske testamentum gengiver det græske diatheke 'pagt' i betydningen 'forordning'. Navnet henviser til den nye pagt, som er profeteret i Det Gamle Testamente (især Jeremias' Bog 31,31-34), og som ifølge kristen opfattelse blev indstiftet ved Jesu død.

Faktaboks

Allerede hos Paulus optræder betegnelsen den gamle pagt om Moseloven (2. Korintherbrev 3,14), og i analogi hermed blev den nye pagt, Det Nye Testamente, efterhånden navnet på den samling skrifter af kristen oprindelse, som fra ca. midten af 100-tallet fik status som helligt skrift på linje med Det Gamle Testamente. Det tidligste vidnesbyrd om tilføjelsen af kristne skrifter og dermed skabelsen af en særlig kristen Bibel optræder ca. 180 hos biskop Irenæus af Lyon. Selve sprogbrugen Det Gamle og Det Nye Testamente synes forudsat hos Meliton fra Sardes ca. 170, men er først sikkert bevidnet hos Klemens fra Alexandria ca. 200.

Tilblivelse, omfang og indhold

Samlingen af de nytestamentlige skrifter som udtryk for kirkens trosgrundlag og særlige tolkning af Det Gamle Testamente var et led i dens konsolidering og afvisning af andre skrifter, fx gnostiske. Betydning fik her bl.a. Markions skabelse engang mellem 120 og 150 e.Kr. af en "bibel", der udelukkende bestod af kristne skrifter, nemlig kun ét – anonymt – evangelieskrift og en samling på 10 Paulus-breve.

Omfanget med de 27 skrifter, som i dag udgør Det Nye Testamente, blev fastlagt gennem en proces, der i store træk var afsluttet i ca. 200; nogle skrifter var dog fortsat omstridte i de følgende århundreder, og helt fast lå tallet først i slutningen af 300-tallet, da et politisk ønske om en fast afgrænsning af en autoritativ skriftsamling opstod som følge af, at kristendommen var blevet statsreligion. På reformationstiden lagde Martin Luther til at begynde med op til, at enkelte skrifter, fx Jakobsbrevet, burde tages op til fornyet overvejelse, men frafaldt det igen.

Det Nye Testamentes skrifter i den autoriserede oversættelses rækkefølge med angivelse af antal af kapitler og de gængse forkortelser

Det skal bemærkes, at kapitlerne er af stærk forskellig længde

Det Nye Testamentes fire afdelinger

Indholdsmæssigt falder Det Nye Testamente i fire afdelinger. Først står de fire evangelier, som traditionen har tilskrevet hhv. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Ældst er Markusevangeliet (fra ca. 70), mens de andre evangelier ofte antages at stamme fra de sidste årtier af det 1. århundrede e.Kr., idet der dog i nyeste tid er en bevægelse i retning af at datere Lukasevangeliet så sent som til 130'erne eller 140'erne. Matthæusevangeliet er anbragt forrest, fordi det med sin indledende slægtstavle begynder med begyndelsen, der for dette skrifts vedkommende er Abraham. Det kan overraske, at man således accepterede fire også teologisk meget forskellige evangelier, men udbredt brug synes at have sikret deres forbliven.

For sig selv står som anden afdeling historiefortællingen Apostlenes Gerninger, der faktisk er anden del af et dobbeltværk, hvis første del er Lukasevangeliet. At de to skrifter er blevet skilt fra hinanden, skyldes i hvert fald også, at Apostlenes Gerninger skulle stå som optakt til Det Nye Testamentes tredje afdeling, apostelbrevene; her optræder de første 13 som skrevet af Paulus, der netop er hovedpersonen i anden halvdel af Apostlenes Gerninger.

Tredje afdeling udgøres af i alt 21 breve. De ægte Paulusbreve er de ældste skrifter i Det Nye Testamente og stammer fra begyndelsen af 50'erne. Tidligt blev også det anonyme Hebræerbrev regnet for et Paulusbrev, hvorved der blev 14 i alt, to gange syv. Afdelingen omfatter yderligere syv breve, nemlig Jakobsbrevet, to Petersbreve, tre Johannesbreve samt Judasbrevet, som, fordi de ikke har en bestemt menighed som adressat, almindeligvis kaldes "De Katolske Breve".

Som effektfuld afslutning står som fjerde afdeling Det Nye Testamentes eneste apokalypse, nemlig Johannes' Åbenbaring, der optræder som en rundskrivelse til syv menigheder i det vestlige Lilleasien.

Rækkefølgen, hvori de forskellige bøger optræder i Det Nye Testamente, kan variere i de ældste bibelhåndskrifter, men lå forholdsvis tidligt fast.

Kriterier for optagelse

Bestemmende for, om et skrift kunne stå i Det Nye Testamente (se kanon), var, at det blev anset for at være apostolsk, dvs. stammende fra en apostel eller en aposteldiscipel, og at det var i overensstemmelse med "trosreglen", dvs. udtryk for apostolsk kristendom. Disse kriterier forudsætter hinanden, og et tredje var nok så virksomt, nemlig udbredt brug i menighedernes gudstjeneste. Det var Irenæus, der først fastslog, at apostolsk oprindelse var afgørende.

Enkelte skrifter, der i dag henregnes til de apostolske fædre, regnedes til tider og nogle steder med og optræder i enkelte tilfælde i de store gamle bibelhåndskrifter. I dag må det konstateres, at forfatterangivelser for evangeliernes vedkommende er udtryk for senere tradition, og at brevene – med de ægte Paulusbreve som undtagelse – er et resultat af pseudepigrafi, dvs. affattelse af skrifter i andres navn. Begge dele skulle tjene til at give skrifterne apostolsk autoritet. Eneste undtagelse er Johannes' Åbenbaring; spørgsmålet er blot, hvilken Johannes der er ment. Traditionen tillagde det apostlen Johannes, Zebedæus' søn, som også blev tilskrevet forfatterskabet til Johannesevangeliet og Johannesbrevene.

Hvor den videnskabelige disciplin nytestamentlig indledning (jf. isagogik) oprindelig lagde hovedvægten på ægthedsspørgsmålet med henblik på at skelne primært fra sekundært, mener i dag kun de færreste, at konstateringen af, at et nytestamentligt skrift har en falsk forfatterangivelse, skal få konsekvenser for dets plads i Det Nye Testamente.

Sprog

Alle de nytestamentlige skrifter er originale græske skrifter, affattet på koine, som er en forenklet form af oldgræsk, der blev udviklet i hellenistisk tid på basis af den attiske dialekt. Det gælder også Matthæusevangeliet trods en oldkirkelig overlevering om, at det skulle være en oversættelse fra hebraisk.

Teologi

Teologisk indeholder Det Nye Testamente praktisk taget lige så mange typer kristendom, som der er forfattere. Dog ser det ud, som om flertallet af forfatterne i reglen positivt, men i enkelte tilfælde også negativt er bestemt af Paulus og hans teologi. Således kan det konstateres, at der kun optræder repræsentanter for en afsvækket jødisk kristendom, selvom enkelte skrifter som fx Matthæusevangeliet og Jakobsbrevet stammer fra miljøer af jødiske Kristus-troende. Det Nye Testamente er i den forstand en samling af skrifter for en kirke, der i alt væsentligt bestod af ikke-jødiske Kristus-troende, og ingen af dets skrifter repræsenterer en udtalt jødisk bestemt kristendom, ofte noget misforståeligt benævnt jødekristendom.

Tilblivelsen af Det Nye Testamente betød også en ændring i forholdet til Det Gamle Testamente, som i de første hundrede år af kirkens historie var dens hele Bibel, ganske vist tolket i lyset af troen på Jesus som Kristus. De enkelte nytestamentlige skrifter såvel som det samlede Det Nye Testamente er dog ikke blevet til for at erstatte Det Gamle Testamente som Bibel, men tværtimod for at fastholde det som Bibel i en bestemt fortolkning.

Skrifternes rækkefølge

Den rækkefølge, hvori de forskellige skrifter i dag optræder i de autoriserede oversættelser af Det Nye Testamente, er ikke bestemt af kronologien i deres tilblivelse. I så tilfælde skulle de ægte Paulus-breve anbringes forrest.

Når i stedet evangelierne står først, kan det begrundes med, at de fortæller den historie, der gik forud for aposteltiden. De sidste århundreders evangelieforskning har dog gjort det klart, at de i høj grad er tvivlsomme kilder til den historiske Jesus. Dels er de hver især er udtryk for deres forfatteres forståelse af Jesu betydning som den opstandne Herre og frelser, dvs. de er teologi, dels er de ikke er skrevet uafhængigt af hinanden, men tværtimod for de tre seneres vedkommende som en reaktion på forgængeren eller forgængerne. Så de er ikke alene rent kronologisk skrevet senere end de ægte Paulus-breve, men de står desuden i et teologisk – positivt såvel som negativt – afhængighedsforhold til denne apostel. Selv om den historie, som de vil fortælle, går forud for kirkens første tid, afspejler de altså bevidsthedshistorisk, dvs. i deres syn på Jesu betydning, en senere tid.

Læs mere i Lex

Kommentarer