Det Schønbergske Forlag (original) (raw)
Det Schønbergske Forlag, dansk bogforlag, grdl. 1857 af Karl Schønberg (1832-1908), der hurtigt markerede sig med bl.a. en række af Grundtvigs skrifter. I 1905 overdrog han forlaget til Michael H. Jensen (1871-1962) og Ernst Bierberg (1856-1928), der udvidede udgivelseslinjen med handelsskolebøger.
Sønnen E.F.W. Bierberg (1900-44), der fra 1941 var eneindehaver, skabte med hollænderen Hans Martins (1886-1964) romaner Tidevand og Frigjort to af de største bestsellere i dansk forlagshistorie med et samlet oplag på 450.000 eksemplarer. Bierberg døde 1944 i tysk kz-lejr, og hans enke førte med skiftende ledere forlaget videre til sin død i 1965, da det blev solgt til Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck.
Som et selvstændigt datterselskab fortsatte forlaget linjen med handelsskolebøger og dansk og udenlandsk skønlitteratur. I 2016 købte Gyldendal forlaget fra Arnold Busck.