Dyrekredsen (original) (raw)
Set fra Jorden ser Solen ud til at bevæge sig langs ekliptika på stjernehimlen i årets løb. Bæltet på 20° omkring ekliptika er Dyrekredsen, opdelt i felter, som er de 12 stjernetegn. Hvert stjernetegn har navn efter et stjernebillede nær ekliptika. Stjernebilleder og stjernetegn passer ikke længere sammen, som de gjorde det for ca. 2000 år siden, da dyrekredstegnene fik deres navne.
Dyrekredsen er en opdeling af ekliptika i 12 afsnit på hver 30°. Hvert af Dyrekredsens afsnit har navn efter et af de 12 stjernebilleder, som Solen, Månen og planeterne bevæger sig gennem i løbet af et år.
Faktaboks
Betegnelsen Dyrekredsen kommer fra tysk Tierkreis. Ordet Zodiak stammer fra græsk, zodiakos kyklos, der betyder 'cyklus' eller 'cirkel af små dyr'.
Også kendt som
Zodiak, Zodiakus
De 12 stjernebilleder i Dyrekredsen
Dyrekredsen består af 12 stjernebilleder; syv af disse har navn efter dyr:
- Vædderen, Tyren, Tvillingerne (svarende til foråret)
- Krebsen, Løven, Jomfruen (svarende til sommeren)
- Vægten, Skorpionen, Skytten (svarende til efteråret)
- Stenbukken, Vandmanden og Fiskene (svarende til vinteren)
Lige siden Dyrekredsen blev opfundet, har den spillet en vigtig rolle i astrologien.
Forårspunktet eller Vædderpunktet
Startpunktet for Dyrekredsen er forårspunktet, eller Vædderpunktet, svarende til 0° i forhold til Vædderen. De bevægelige himmellegemers position blev tidligere angivet i forhold til Dyrekredsen, eksempelvis kan en planets position være 23° Tyr.
Andre kulturer har også kendt Dyrekredsen, til tider med et andet antal stjernetegn.
Dyrekredsen i babylonisk astronomi
I den babyloniske astronomi var Dyrekredsen kendt i sin nuværende form omkring 600 f.v.t. Dengang stemte dyrekredstegnenes positioner overens med de stjernebilleder, de har navn efter, men jordaksens bevægelse (præcessionen) har drejet Dyrekredsen i forhold til stjernerne, således at Vædderpunktet nu befinder sig i stjernebilledet Fiskene.
Der skelnes derfor imellem stjernebilleder og stjernetegn, også kaldet Soltegn.