Edgar Degas (original) (raw)
Faktaboks
Edgar Degas
Hilaire-Germain-Edgar de Gas
Født
19. juli 1834
Død
27. september 1917
Selvportræt med blød hat. 1858 Olie på lærred. I dette tidlige selvportræt sender den unge kunstner et skævende blik ud mod beskueren. Hans fremtoning er uformel, hvilket ikke mindst afspejler sig gennem den løse penselteknik, den afslappede påklædning og det påfaldende indifferente ansigtsudtryk. Til trods for den uprætentiøse fremstillingsform, eller måske snarere på grund af den, er der et højt mål af ægte intimitet i den 24-årige kunstners selvspejling. Hans evner som udtryksfuld menneskildrer forudanes.
Edgar Degas var en fransk maler og billedhugger, der tilhørte det navnkundige kunstnermiljø i Paris, som i 1870’erne bragte det impressionistiske maleri til gennembrud.
Edgar Degas er i eftertiden især berømt for sine mesterligt udførte og originalt komponerede pasteller og oliemalerier. Han skabte tillige fremragende grafik, tegninger og fotografiske optagelser. I en moden alder dyrkede han også billedhuggerkunsten og blev en udøver i verdensklasse på dette felt.
I sine værker var Degas især optaget af at fremstille bevægelse; af alle billedemner dyrkede han med forkærlighed fremstillingen af dans, i særdeleshed ballet. Mere end halvdelen af hans værker afbilder dansende skikkelser, eller dansere i færd med at forberede sig til udøvelsen af deres bevægelseskunst.
Degas var en fremragende tegner, der eksempelvis tegnede skitser af mennesker på gaden, heste på ridebanen, dansere i teatret eller interiører med nøgne kvinder, der er optaget af at vaske sig, rede håret m.v.
Desuden malede han gerne karakterfulde portrætter af enkeltpersoner og billeder med mange figurer. Hans menneskeskildringer var gerne præget af stor psykologisk indlevelse og evne til at karakterisere det enkelte menneskes eksistentielt isolerede situation.
Edgar Degas' baggrund og uddannelse
Edgar Degas var født i Paris, hvor hans far, Pierre Augustin De Gas (1814–1887), drev en succesfuld bankiervirksomhed. Med urette påberåbte den driftige pengemand sig at tilhøre en gammel fransk adelsslægt; reelt var det ham selv, der havde ændret sit oprindelige efternavn ”Degas” til ”De Gas” ud fra ønsket om at foregive slægtens fornemme afstamning. Sønnen tog som voksen afstand fra dette bedrag og førte sit navn tilbage til den korrekte stavemåde.
Edgar Degas’ mor døde, da han var 13 år gammel, og hans videre opdragelse blev derefter varetaget af faderen. Denne interesserede sig i sin fritid meget for musik og billedkunst, og da det tidligt blev klart, at sønnen var kunstnerisk begavet, stimulerede faderen hans kreative anlæg. bl.a. ved jævnligt at tage ham med på Louvre-museet og ved at indrette et værelse i familie-domicilet som atelier for ham. Sønnen blev således tidligt en produktiv autodidakt, der brændende ønskede sig at få en egentlig kunstneruddannelse. Faderen mente imidlertid, at den unge mand først skulle forsøge sig med en boglig uddannelse ved byens universitet. Efter gymnasietidens afslutning påbegyndte sønnen derfor i 1853 et jurastudium, men fandt i løbet af et års tid ud af, at det ikke var noget for ham. I stedet fik han nu sin fars tilladelse til at søge uddannelse hos en professionel billedkunstner.
Elev af Lamothe og arven fra Ingres
Degas blev i 1854 optaget som privatelev hos maleren Louis Lamothe (1833-1869). Lamothe var selv uddannet hos nyklassicisten Jean-Auguste-Dominique Ingres ca. 10 år tidligere. Ligesom Lamothe blev Degas en lidenskabelig beundrer af Ingres, ikke mindst efter at han i 1855 gjorde den aldrende mesters personlige bekendtskab og modtog opmuntrende råd fra ham med hensyn til at videreudvikle sine evner som tegner.
Hos Lamothe blev Degas hovedsagelig oplært i det klassicerende historiemaleris antikke emnekreds og strenge formdisciplin. Men der var også en anden side af arven fra Ingres, som optog Degas, nemlig den gamle mesters resultater som samtidsorienteret portrætmaler, både hans karakterfulde skildringer af enkeltpersoner og hans monumentale familiebilleder med figurrige optrin.
I foråret 1855 søgte og fik Degas adgang til undervisningen på École des Beaux-Arts. Han fulgte her akademiets tegneundervisning med fortsatte sideløbende dermed sin uddannelse i Lamothes private atelier.
Realismen
Allerede i disse tidlige år fik Degas’ dyrkelse af klassicismen følgeskab af et sideløbende engagement i tidens realistiskemaleri.
Ny beundring for Courbet
Dette var forbundet med en særlig beundring for Gustave Courbet, affødt i 1855 ved dennes demonstrative præsentation af sin kunst i en særskilt Pavillon du Réalisme ved siden af årets officielle Verdensudstilling (Exposition Universelle) i Paris.
Courbets provokation var forårsaget af, at han havde indsendt sit kæmpemaleri Kunstnerens atelier til fremvisning på Verdensudstillingen, men fået billedet afvist af juryen. Med dette værk præsenterede Courbet, hvad han selv betegnede som en ”allegorisk opsummering” af sit liv og sin kunst, idet billedet viste ham malende i sit atelier omgivet at et stort antal personer. Det var personer, som spillede en fremtrædende rolle i Courbets kunstneriske virke, dvs. hans venner (berømte kunstnere, kritikere og andre kulturpersonligheder, fx digteren Baudelaire og den politiske teoretiker Proudhon) og alskens anonyme typer fra samfundslivet. Courbets selvfinansierede demonstration fik i det hele taget banebrydende betydning for avantgardens kamp mod kunstverdenens officielle magtapparat.
Fra historiemaleri til samtidsrealisme
Degas arbejdede i slutningen af 1850’erne overvejende med historiske billedemner, men han gled som årene gik efterhånden over i en stadig mere realismebetonet og samtidsorienteret billedudformning. Et markant overgangsstadium i denne udviklingsproces nåede han med billedet Unge spartanere, der træner til kamp (1860).
Unge spartanere, der træner til kamp. 1860. Olie på lærred. Billedet er det livligste og mest spontane af alle den unge kunstners historiebilleder. Det blev aldrig malet helt færdigt, og kunstneren viste det ikke offentligt igennem 20 år. Han udstillede det først på impressionisternes femte udstilling i 1880. Da han endelig udstillede billedet, var det tydeligvis, fordi han i modsætning til tidens akademiske historiemaleri var lykkedes med at nå frem til den realisme og umiddelbarhed i formgivningen, som var hans oprindelige målsætning. Selv om motivet blev hentet fra den klassiske oldtid, var det bestemt ikke hans hensigt, at billedet skulle blive en støvet gentagelse af antikkens ideale menneskeskikkelser. Tværtimod skulle dets udtrykskarakter være frisk og nutidig, og derfor brugte han unge piger og drenge fra sit eget nabolag i Paris som modeller til billedets figurer.
Familien Bellelli
Degas’ dyrkelse af historiske billedemner blev efterhånden skiftet ud med realistiske skildringer af samtidens liv. Et første eksempel derpå var hans store gruppeportræt af Familien Bellelli, der var udført over en årrække omkring 1860. Maleriet er et tidligt hovedværk, hvori Degas tillige frembragte de første tegn på en kunstnerisk nyudformning, der skulle vise sig at blive hans egentlige styrke som billedkunstner.
I juli 1856 rejste Degas til Italien, hvor han opholdt sig de næste tre år. Her var han hovedsagelig optaget af at studere og kopiere værker af renæssancens, manierismens og barokkens mestre.
I 1858 , mens han opholdt sig i Firenze, gjorde han forstudier til ovennævnte familiebillede forestillende hans slægtninge familien Bellelli, som han boede hos under en stor del af sit Italiens-ophold. Det store gruppeportræt fremstillede familien i sine daglige omgivelser i hjemmet. De afbildede familiemedlemmer var baron Gennaro Bellelli (1812-1864), hans hustru Laura (1834–1917), der var kunstnerens faster, samt deres to døtre Giulia og Giovanna. Degas udførte en række studier af interiøret og personerne med henblik på det monumentale figurbillede, han havde i tankerne, og som han efter sin tilbagevenden til Frankrig i 1859 malede hjemme i Paris.
Adskillige af disse forstudier var fokuseringer på gruppebilledets detaljer, fx den meget smukke studie af fasterens hænder. Laura Bellelli ses stående med de to døtre til venstre i billedet. Hun bærer her sørgedragt, fordi hendes far, hvis portræt ses til højre for hende på bagvæggen, kort før kunstneren gæstede familien var afgået ved døden. Gennaro Bellelli sidder rygvendt ved sit skrivebord foran en kamin i billedets højre side. Hans venstrevendte hoved ses i profil og han skuler i retning af de tre øvrige familiemedlemmer til venstre i billedet. Laura ser i hans retning, men forbi ham – eller måske snarere lige igennem ham. Hendes forbitrelse er ikke til at tage fejl af, og det mærkes tydeligt, at pigerne har taget hendes parti. Han opleves uvilkårligt som værende påfaldende ude af psykologisk nærkontakt med den øvrige del af familien. Laura og døtrene breder sig over godt og vel to tredjedele af billedrummet foran bagvæggen til venstre, mens familiefaderen isoleres i det mørke felt foran kaminen til højre. Degas satte ham så at sige "i skammekrogen" med denne placering.
I kraft af de kompositionelle virkemidler og figurernes kropssprog tydeliggjorde kunstneren således familiens problematiske samlivsforhold; som familiebillede blev det først og fremmest et signalement af den forstenede psykologiske atmosfære, der aktuelt rådede i familien og påvirkede alle dens medlemmer.
Familien Bellelli. Hovedsagelig udført i årene 1860-1862. Olie på lærred. Familiebilledet blev et af kunstnerens tidlige hovedværker med sin intense karakteristik af en familie, hvis liv var belastet med store spændinger i forholdet mellem ægteparret Bellelli. Laura og Gennaro Bellellis ægteskab befandt sig i en dyb krise i den periode, da kunstneren var familiens gæst. I en fortrolig samtale med kunstneren lagde fasteren ikke skjul på at hun foragtede sin mand som ”yderst usympatisk og uærlig”, og hun erklærede tilmed: "At leve sammen med Gennaro, hvis frastødende natur, du kender, vil snart føre mig til graven.” Faktisk var hun på dette tidspunkt gravid, og den kendsgerning, at barnet, som hun fødte nogle måneder senere, døde kort efter fødslen, belastede ægteskabet yderligere.
Billeder af hestevæddeløb
Væddeløbshestenes parade. 1867. Olie på papir, opklæbet på lærred. Selv om Degas ikke dyrkede friluftsmaleriet, malede han alligevel sine billeder med fokus på den landskabelige baggrunds betydning i væddeløbsbillederne og andre eksteriører. Et godt eksempel på hans bevidsthed om denne helhedskarakters vigtighed er dette billede. Her er han i kunstlitteraturen med rette blevet rost for sin træffende kombination af figurer og landskab. Klart defineret står heste og ryttere i forårets sarte modlys. Figurerne gentager sig frit i de flimrende skyggebilleder, som de kaster på jordens blege grundflade. Den anvendte maleteknik virker akvarelagtigt ustoflig og fastholder med stor træfsikkerhed det parisiske forårs karakteristisk blege atmosfære.
Degas begyndte i 1860'erne tillige at male scener fra hestevæddeløb, såsom det berømte Væddeløbshestenes parade, hvori øjebliksstudiet af situationer med stærke bevægelseselementer går op i en højere enhed med hans raffinerede kompositionskunst, inspireret af fotografiske snapshot-effekter.
De nyskabende træk i Degas’ kunst
Degas blev frem for alt en innovativ kunstner i sine psykologiserende skildringer af mennesker i deres livsmiljø samt i sin personlige kompositionskunst, kendetegnet ved anvendelse af usædvanlige synsvinkler og motivbeskæringer.
De nye kompositionelle træk var til dels resultater af hans eksperimenterende udfoldelse som fotograf. Han gjorde på dette felt mange vigtige kompositionelle landvindinger og brugte i høj grad sine fotografiske resultater som forlæg for en del af sine maleriske billedopbygninger.
Japonisme og Batignolles-gruppen
Dertil kom inspirationer fra japonismen, især den japanske grafik, som han bl.a. blev gjort opmærksom på af sin ven, grafikeren Felix Bracuemond (1833-1914). Japonismen blev også dyrket af avantgarde-kunstneren Édouard Manet og dennes omgangskreds af beundrere, som flokkedes om ham til jævnlige diskussionsmøder om den franske kunsts tilstand og fremtid. Degas sluttede sig til denne kreds, der i en periode mødtes hos Manet i dennes atelier eller i Café Guerbois i Batignolles og derfor blev kaldt Batignolles-gruppen.
Kredsen omkring Manet bestod bl.a. af forfatteren Émile Zola, flere kendte billedkunstnere som Gustave Courbet og Henri Fantin-Latour samt en gruppe af helt unge, endnu ukendte kunstnerspirer, der senere skulle manifestere sig som de såkaldte impressionister. Det var dog først og fremmest Degas’ egen originalitet i omgangen med tidens alternative virkemidler, der gjorde ham i stand til at bruge japonismen i en ny og egenartet personlig billedudformning.
Place de la Concorde. Grev Lepic og hans døtre
Et fremragende eksempel på de nyskabende træk i Degas' kunst er den meget særpræget komponerede fremstilling Place de la Concorde fra 1875. Billedet viser Ludovic-Napoléon Lepic (1839-1889), der bevæger sig omkring på Place de la Concorde med døtrene Eylau og Jeanine og familiens hund. De nævnte figurers mærkeligt divergerende bevægelsesretninger tilfører billedet stor vitalitet. En tilfældig passant på gaden, den lodret beskårne mand ved venstre billedkant , giver værket en udpræget fotografisk _snapshot_-karakter. Kunstneren har antagelig brugt og sammenkomponeret egne fotos som forlæg for billedets figurer.
Place de la Concorde (Grev Lepic og hans døtre). 1875. Olie på lærred.
Balletscener
Balletklassen. 1871/1876. Olie på lærred.
Fra tiden omkring 1870 og fremefter blev Degas tillige stærkt optaget af at male motiver fra balletten ved Pariseroperaen. Denne væsentlige del af kunstnerens oeuvre kom i alt til at omfatte ca. 1500 værker (malerier, pasteller og andre værker på papir samt en del skulpturer) forestillende balletdanserinder under deres aktiviteter i operaens øvelokaler eller under forestillingerne på scenen. Blandt hans kendteste og tidligste oliebilleder indenfor denne motivkategori er der grund til at fremhæve det mesterlige Balletklassen, udført i årene 1871-1874.
Degas og impressionismen
Selv om Degas allerede i 1870’erne ansås for en af impressionismens grundlæggere, afviste han at lade sig betegne som impressionist, idet han i stedet foretrak at blive betegnet som realist. Han beskæftigede sig ikke med friluftsmaleri, som de fleste af impressionisterne ellers foretrak at gøre. Selv når han indimellem malede eksteriører, var de reelt frembragte i hans atelier efter skitser, han havde tegnet, eller fotos, han selv havde optaget i det fri.
Degas sympatiserede imidlertid med impressionisternes modstand mod den officielle salonkunst. Han var impressionisternes loyale kampfælle, der sammen med dem var initiator til gruppens otte udstillinger i perioden 1874-1886, og med en enkelt undtagelse deltog han selv hver gang. Et par eksempler på de værker, han præsenterede, skal omtales her.
I en café
På udstillingen i 1876 udstillede han bl.a. maleriet I en café (Absint), udført samme år. Værket var en mesterlig skæbnefortælling, som Degas her iscenesatte med skuespillerinden Ellen Andrée (1856-1933) og maleren Marcellin Desboutin (1823-1902) som sine modeller.
Billedet faldt ikke i kunstkritikernes og publikums smag. Det blev mødt med skælsord som ”hæsligt” og ”frastødende”, og den afbildede kvinde blev højlydt smædet med betegnelsen ”luder”. Den medfølende sociale tankegang, der lå bag kunstnerens syn på de afbildede menneskeskæbner, fandt ikke genklang hos flertallet af datidens billedbetragtere.
I en café (Absint), 1876. Olie på lærred. Billedet er i eftertiden blevet kendt og alment værdsat som et af kunstnerens bedste værker. Det blev til i 1876 og vist på impressionisternes udstilling samme år. Motivet var en kvinde og en mand, siddende ved et bord i den berømte Café de la Nouvelles Athènes på Place Pigalle i Paris. Denne café var et meget velbesøgt samlingssted for tidens kunstnere og bohemer, og parret her hører tydeligvis til blandt stedets stamgæster. Med et iøjnefaldende glas grøn absint på bordet foran sig viser kvinden klart, hvad der er blevet hendes middel til at drukne sin eksistentielle ensomhed i samværet med den forsumpede mandsperson ved sin side.
Den lille balletdanserinde på 14 år
Den lille balletdanserinde på 14 år. 1880-1881. Mixed media (bronze, hestehår, hvid silkesløjfe og tylskørt).
Et andet eksempel, der heller ikke blev værdsat i samtiden, men i eftertiden er blevet hans berømteste og mest elskede værk med balletmotiv, er skulpturen Den lille balletdanserinde på 14 år. Skulpturen findes i flere varianter. Den originale skulptur i voks m.m. kan ses i National Museum of Art, Washington, D.C., mens senere bronzeafstøbninger (som førsteudgaven stadig med tylskørt og paryk af hestehår) bl.a. tilhører Musée d’Orsay i Paris og Ny Carlsberg Glyptotek i København.
Modellen til denne atypiske skulptur, som Degas påbegyndte i 1880 og viste på impressionisternes udstilling i 1881, var en belgisk balletstuderende ved navn Marie van Goethem (f. 1865). Ballettens dansere blev gerne rekrutteret blandt børn fra fattige kår, hvilket også var tilfældet for denne piges vedkommende. Fremstillingen af hende blev udført i pigmenteret bivoks, suppleret med autentiske beklædningsgenstande såsom livstykke, tylskørt og balletsko samt en paryk af hestehår med hårsløjfe på hovedet.
Datidens publikum havde svært ved at abstrahere fra figurens karakter af ”voksdukke”, men eftertiden har anerkendt den som et skelsættende skulpturelt mesterværk. Med sin realistiske indstilling til sine emner tilstræbte Degas i fremstillinger af balletdanserinder ikke nogen klassisk idealiserende skønhedsdyrkelse. Hans afbildninger af danserne fremhævede i høj grad ballettens deformerende og nedslidende indflydelse på pigernes kroppe. Sporene af de hårde fysiske belastninger ses ikke mindst i dette værk, og tidens kritikere var enige om, at kunstneren ikke ligefrem havde forsøgt at forskønne sin ballerina her: hun blev tværtimod hånet som ”et lille monster”.
Hverdagsscener fra privatlivets instimsfære
Fra 1880’erne og frem udførte Degas en lang række pasteller og oliemalerier af nøgne kvinder i intime hverdagssituationer, fx fremstillet i eller efter badet, tørrende sig eller redende deres hår og lignende. Motivbehandlingen var ikke decideret erotisk eller på anden vis af genremæssigt fortællende karakter. Billedernes visuelle indhold var derimod primært fokuseret på motivernes former, lys- og farvespil.
Badekarret. 1886. Pastel. Billedet viser en nøgen kvinde, der står foroverbøjet i færd med at samle vand op fra karrets bund med en svamp. Værket er et fremragende eksempel på kunstnerens virtuose pastelteknik.
Senfasen
Degas tilbragte sin alderdom i Paris, hvor han døde i 1917, 83 år gammel. Han var i sine sidste år plaget af et svigtende syn, der gjorde det umuligt for ham at se sine motivers detaljer ordentligt. I senfasen dyrkede han derfor især billedhuggerkunsten. På dette felt var han i nogen grad i stand til at kompensere for sit svigtende syn ved berørende styring af værkernes plastiske formgivning, og han magtede i sine sidste år at berige sit omfattende oeuvre med skulpturer af international klasse.
Edgar Degas' eftermæle
Med undtagelse af de mest progressivt indstillede kunstkritikere, var samtiden påfaldende blind overfor Degas’ nyskabende originalitet. Hans begrænsede synsevner og samtidens manglende påskønnelse af hans kunst formørkede hans alderdom og gjorde, at han døde som en bitter mand.
Eftertiden har til gengæld revurderet ham aldeles eftertrykkeligt, og alverdens betydelige kunstmuseer lægger i dag stor prestige i at have ham godt repræsenteret i deres samlinger.
I Danmark ejer både Ny Carlsberg Glyptotek og Ordrupgaard markante eksempler på Degas' kunst. Han er således langt om længe trådt i forgrunden som en af den impressionistiske bevægelses absolutte giganter. Skønt han ikke opfattede sig selv som egentlig impressionist, blev han i dén grad eksponent for retningens særegne træk, så han i dag med rette værdsættes som impressionist par excellence på linie med bl.a. Monet, Pissarro og Renoir.