Egmont Gruppen (original) (raw)

Egmont Gruppen er en dansk mediekoncern med en historie, der går tilbage til 1878. Gruppen ejes af Egmont Fonden.

Fusionen mellem Gutenberghus og Nordisk Film

Ved fusionen i 1992 af Egmont Fonden og Nordisk Film Fonden sammensluttedes samtidig to virksomheder, Gutenberghus-gruppen og Nordisk Film, der hver på sit felt havde været banebrydende og fremgangsrige.

Den første var skabt af kongelig hofbogtrykker og ugebladsudgiver Egmont H. Petersen, der fra 1904 udsendte Hjemmet, og som var den, der gav byggeordre til Gutenberghus i København.

Den anden var grundlagt af filmpioneren Ole Olsen, hvis Nordisk Film Kompagni i årene før 1. Verdenskrig var verdens næststørste filmselskab.

Det fusionerede selskab, Egmont Gruppen, blev Skandinaviens største producent af Disneytegninger. Ud over ugebladet Anders And & Co. produceredes andre uge- og månedsmagasiner, fx Alt for damerne og Hendes Verden, samt kuponhæfter, bøger og leksika.

En række bogforlag indgår i Egmont Gruppen under navnet Lindhardt og Ringhof, som er den næststørste forlagskoncern i Danmark.

På filmsiden produceres film, tv-serier og -udsendelser. Gruppen ejer Danmarks største biografkæde, sælger biografreklamer og er medejer af det norske TV 2 mv.

Egmont har interesser verden over. Omsætningen er fordoblet siden 2001 til godt 17 mia. kr. i 2024, mens egenkapitalen er mere end seksdoblet til 8,3 mia. kr.

Siden årtusindskiftet har Egmont været igennem en omfattende digitalisering, der medførte, at over 3/4 af omsætningen i starten af 2020'erne var digital.

Læs mere i Lex

Kommentarer