Emil Kraepelin (original) (raw)
Faktaboks
Emil Kraepelin
Emil Wilhelm Magnus Georg Kraepelin
Født
15. februar 1856, Neustrelitz, Tyskland
Død
7. oktober 1926, München, Tyskland
Emil Kraepelin var en tysk professor i psykiatri. Han studerede medicin i Würzburg, blev senere professor i psykiatri i Dorpat (nuværende Tartu i Estland), i Heidelberg og 1903-1922 i München. I 1917 oprettede han Die Deutsche Forschungsanstalt für Psychiatrie i München.
Kraepelin grundlagde psykiatri som en lægevidenskabelig disciplin. Han lagde vægt på omhyggelig klinisk beskrivelse og klassifikation og er særlig kendt for at have skelnet mellem skizofreni (dengang benævnt dementia præcox) og maniodepressiv psykose. Han skrev en meget berømt lærebog i psykiatri, der udkom i ni udgaver i perioden 1883-1927.