Enrico Dalgas (original) (raw)

Faktaboks

Enrico Dalgas

Enrico Mylius Dalgas

E. Dalgas

Født

16. juli 1828

Død

16. april 1894

Enrico Dalgas stod i den folkelige bevidsthed som den vidtskuende førerskikkelse i spidsen for en forvandling af de lyngbegroede heder til ager og skov. I August Jerndorffs gengivelse af ansigtstrækkene har han støttet sig til et fotografi fra Dalgas' sidste sygdomsplagede tid. Billedet er malet tre år efter Dalgas' død.

Enrico Dalgas-statuen i Aarhus er udført af billedhuggeren Rasmus Andersen i 1900. Her gengivet på et ældre postkort fra den oprindelige placering ved Banegårdspladsen.

Enrico Dalgas var en dansk ingeniørofficer og pionér inden for opdyrkningen af den jyske hede.

Intet i Enrico Dalgas' italiensk-danske opvækst synes at have peget i retning af ingeniørarbejde, snarere mod handel. Efter en uddannelse på Den Kongelige Militaire Høiskole deltog han i begge de slesvigske krige 1848-1851 og 1864. Han havde som ansat i vejvæsenet bl.a. forestået bygningen af hovedlandevejen Viborg-Holstebro. Her havde han fået blik for de muligheder, som en storstilet hedeopdyrkning ville indebære.

Delvis inspireret af usikkerhed med hensyn til sine fremtidsmuligheder skrev Enrico Dalgas i november 1865 to artikler i Berlingske Tidende om hedeopdyrkning, som straks gjorde ham kendt i vide kredse. Det ledte til stiftelsen af Det Danske Hedeselskab i 1866 med Enrico Dalgas som administrativ leder. Han ville først kortlægge hederne, derefter etablere engvanding af lavtliggende arealer og endelig plante læbælter. Hedeboerne skulle gøres interesserede i arbejdet, byboerne støtte sagen økonomisk og Hedeselskabet sætte tingene i værk og derved gøre hedeopdyrkning til en folkesag. Det lykkedes for Enrico Dalgas, dygtigt støttet af sine bestyrelseskolleger, juristen Georg Morville (1817-1904) og politikeren, godsejeren Ferdinand Mourier-Petersen (1825-1898).

I Enrico Dalgas' person forenedes udstråling, faglig dygtighed og organisatorisk snilde, og som skribent og folketaler blev han en af de mest kendte skikkelser i sin samtid, en national myte. Hans store indsats havde imidlertid også sine omkostninger. Den kostede ham helbredet, sled hans medarbejdere op og trak store veksler på familielivet.

Myten om 'Hvad udad tabes, skal indad vindes'

Et enkelt citat er uløseligt knyttet til Enrico Dalgas, nemlig "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Imidlertid kan det ikke konstateres, at Dalgas nogensinde har sagt eller skrevet ordene.

De blev i stedet i en lidt anden formulering skrevet af digteren H.P. Holst i 1872 på en skuemønt, dvs. en mønt der blev fremstillet til og solgt i forbindelse med Den nordiske Industri- og Kunstudstilling i København. På mønten står: "For hvert et Tab igjen Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes." Ordene havde dermed ikke noget med hedeopdyrkningen at gøre, men havde fokus på udvikling af industri og landet som helhed.

Læs mere i Lex

Kommentarer (3)

Den Danske Ordbog logo