F-35 (original) (raw)

Joint Strike Fighter. Foto fra en testflyvning i 2015.

F-35 er et amerikansk såkaldt 5.-generationskampfly. Dets fulde navn er Lockheed Martin F-35 Lightning II.

Faktaboks

Også kendt som

Joint Strike Fighter (JSF)

Lockheed Martin F-35 Lightning II

Udviklingen af Joint Strike Fighter

Projektet blev etableret i 1993, da det amerikanske forsvar valgte at kombinere en række militære flyprojekter fra hhv. det amerikanske flyvevåben, marinekorpset og den amerikanske flåde i et fælles projekt, der indledningsvis blev kaldt Joint Strike Fighter (JSF). Konceptet var, at ved at vælge et fælles flydesign til de tre værn kunne design- og produktionsomkostningerne reduceres.

Ud over de tre amerikanske værn blev en række af USA's allierede og deres industrier indbudt til mod betaling at deltage i udvikling og produktion af dele til flyet.

I USA ventes F-35 at skulle afløse en række eksisterende flytyper, bl.a. F-16 Fighting Falcon, A-10 Thunderbolt II, F/A-18 Hornet og AV-8B Harrier II.

Lockheed Martin producerer F-35

Efter en konkurrence mellem store amerikanske flyproducenter blev Lockheed Martin i 2001 valgt som hovedansvarlig for udvikling og produktion af flyet, der fik betegnelsen F-35. Flyet endte med at komme i tre versioner: F-35A, der er et konventionelt jagerfly, F-35B, der kan lette og lande lodret (STOVL), og hangarskibsversionen F-35C. Prototypen fløj første gang i december 2006. I august 2023 var der produceret 960 F-35-fly.

Danmark vælger F-35

I 2001 besluttede Danmark at deltage i udviklingsfasen af F-35. Denne beslutning blev i 2016 fulgt af en politisk beslutning om at vælge F-35 som erstatning for de danske jagerfly af typen F-16. Der blev bestilt 27 fly, der forventes at afløse de danske jagerfly af typen F-16 Fighting Falcon i perioden 2023-2027. Fem af flyene forventes at blive permanent stationeret på den flyveskole i Arizona i USA, hvor piloterne uddannes. Anskaffelsen var da den blev taget den hidtil største enkeltstående materielanskaffelse i det danske forsvars historie.

Den første danske F-35 ankom til Danmark den 14. september 2023. Fra den 1. april 2025 indgår F-35 gradvist i det danske afvisningsberedskab. I oktober 2025 blev det besluttet at øge antallet af F-35 i det danske Flyvevåben til 43 fly.

Læs mere i Lex

Kommentarer