Fredericia Kommune (original) (raw)
Fredericia Rådhus er opført i 1963‑65. Politisk har kommunen i efterkrigstiden som hovedregel haft borgmestre fra Socialdemokratiet. Foto: 2020.
Den sydligste del af Fredericia ligger ud til Lillebælt indrammet af de to broer, der forbinder Fyn og Jylland. Den gamle Lillebæltsbro åbnede i 1935, mens den nye Lillebæltsbro, der ses til højre i billedet, åbnede i 1970. Foto: 2015.
Fredericia Kommune fortsatte uændret, da Strukturreformen fra 2007 ændrede store dele af det kommunale Danmarkskort. Med sine dengang næsten 50.000 indbyggere var der intet krav om sammenlægninger.
Faktaboks
Areal
133,6 km²
Højeste punkt
65,5 m.o.h.
Kystlinje
47 km
Region
Syddanmark
Stift
Haderslev
Provsti
Fredericia
Antal sogne
11
Indbyggertal 1950
32.508 personer
Indbyggertal 1980
45.820 personer
Indbyggertal
52.616 personer (2025)
Befolkningstæthed i kommunen
393,8 personer/km² (2025)
Befolkningstæthed i Danmark
139,5 personer/km² (2025)
Gennemsnitsalder i kommunen
44,1 år (2025)
Gennemsnitsalder i Danmark
42,6 år (2025)
Anslået middellevetid for 0-årige i kommunen
81,2 år (2024)
Anslået middellevetid for 0-årige i Danmark
81,5 år (2024)
Disponibel indkomst, gennemsnit pr. person i kommunen
260.495 kr. (2023)
Disponibel indkomst, gennemsnit pr. person i Danmark
279.600 kr. (2023)
Kommunal skatteprocent
25,5 % (2025)
Kommunal skatteprocent, gennemsnit for hele landet
25,07 % (2025)
Erhvervsmæssigt er kommunen præget af sin meget centrale placering midt i den danske infrastruktur. Motorveje går til nord mod Vejle og Aarhus og mod syd til Kolding og grænsen. Mod vest går de direkte til Esbjerg og i østlig retning til Odense og Storebæltsbroen. Tilsvarende ligger Fredericia med gode togforbindelser til store dele af landet. Placeringen har yderligere ført til en nøgleposition i det danske energisystem i form af Skærbækværket ud til Lillebælt i den sydlige del af kommunen og det store olieraffinaderi nord for hovedbyen Fredericia. I udkanten af byen har Carlsberg placeret Danmarks største øl- og sodavandsbryggeri.
Kommunen er en del af erhvervs og kultursamarbejdet Trekantområdet Danmark og ligger i et område med en omfattende pendling. Den går ikke kun til andre jyske kommuner, men også til Middelfart, som på mange områder er en tæt samarbejdspartner. Den største offentlige arbejdsplads er Ryes Kaserne i den nordlige del af byen Fredericia.
Fredericia Kommune omkranses af nabokommunerne Vejle og Kolding. Kommunen er tæt befolket, og lidt over 80 % af befolkningen bor i hovedbyen Fredericia, mens ca. 10 % bor i de mellemstore byer Taulov og Skærbæk.
Befolkningen i Fredericia Kommune
Figur. Befolkningsudvikling 1970‑2025 samt fremskrivning til 2050 for Fredericia Kommune.
Befolkningen i det område, der nu udgør Fredericia Kommune, voksede fra 1990 jævnt. Den 1. januar 2025 boede der 52.616 personer i kommunen. Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning fra 2025 forventes en fortsat vækst til 54.890 indbyggere i 2050.
Det politiske landskab i Fredericia Kommune
Fredericia fortsatte som selvstændig kommune i forbindelse med Strukturreformen. Der var forhandlinger om sammenlægning med nabokommunen Middelfart, men de førte ikke til resultater.
Da Strukturreformen blev vedtaget i 2004, havde Fredericia og Middelfart Kommuner på byrådsniveau møder om en mulig sammenlægning. De to kommuner delte bælt og to broer og havde udviklet et samarbejde på institutionsniveau. Desuden så Fredericia og Middelfart Kommuner sig sammen som stærke aktører i Trekantområdet, der efter reformens nedlæggelse af amterne ville blive deres vigtigste samarbejdsramme.
I Middelfart Kommune var der imidlertid uenighed om, hvorvidt en fusion på tværs af Lillebælt var at foretrække frem for en fynsk sammenlægning. En folkeafstemning i Middelfart Kommune den 21. september 2004 afgjorde sagen; et stort flertal af borgerne foretrak en sammenlægning med de fynske nabokommuner Nørre Aaby og Ejby, og derved blev det. Det betød samtidig, at Fredericia Kommune valgte at fortsætte uændret, da Strukturreformen trådte i kraft den 1. januar 2007. Samarbejdet på tværs af Lillebælt blev dog udvidet, og fusionstanken blev i 2010’erne fortsat nævnt i debatter om den langsigtede udvikling.
Politisk har Fredericia Kommune i efterkrigstiden som hovedregel haft borgmestre fra Socialdemokratiet. Uffe Steiner Jensen (f. 1948) blev borgmester i 1998, og trods en tilbagegang for Socialdemokratiet ved valget i november 2005 var der stadig et flertal i byrådet bag borgmesteren.
Med Strukturreformens ikrafttræden d. 1. januar 2007 blev Vejle Amt nedlagt. Amtet havde tidligere været et naturligt samlingspunkt for de erhvervsmæssigt velbeliggende kommuner syd for Aarhus. Dets nedlæggelse medvirkede til, at Trekantsamarbejdet mellem Fredericia, Vejle, Kolding, Vejen, Billund og Middelfart Kommuner (og fra 2016 også Haderslev) fik større betydning på både erhvervs- og kulturområdet.
Indadtil var der efter valget i 2005 et fokus på at flytte erhvervsvirksomheder fra den traditionelle placering ved havnen og ud til motorvejsafkørslerne. Selv om hele byrådet var enigt, da man i 2008 opsagde lejemålet for Fredericia Skibsværft, var det i valgkampen op til valget i november 2009 Socialdemokratiet, som blev bebrejdet mest for beslutningen. Mange biler kørte rundt med streameren »Bevar Fredericia Skibsværft«. Borgmester Uffe Steiner Jensen (S) stod fast og måtte se sit parti miste tre af sine før ni mandater. Venstre fik derimod et godt valg, og i det nye byråd var der et flertal bag den 29-årige Thomas Banke (V) (f. 1981) som ny borgmester fra den 1. januar 2010.
I perioden 2010‑2013 fortsatte planerne om udbygning af erhvervsgrunde ved motorvejen. Værftet lukkede og flyttede til Lindø Industripark på Fyn, mens de gamle erhvervsarealer blev ryddet, og udviklingen mod mere boligbyggeri fortsatte.
I begyndelsen af 2013 gik Thomas Banke af som borgmester efter stor medieopmærksomhed om hans stofmisbrug, og partifællen Kenny Bruun Olsen (f. 1962) overtog posten. Ved kommunalvalget i november 2013 gik Socialdemokratiet frem til ti mandater, hvilket banede vejen for, at Jacob Bjerregaard (S) (f. 1977) blev ny borgmester fra den 1. januar 2014. Ved valget i 2017 blev hans position yderligere styrket, da Socialdemokratiet fik 13 af 21 mandater og dermed absolut flertal.
Mandatfordeling og stemmeprocent ved kommunalvalg i Fredericia Kommune i 2009, 2013, 2017, 2021 og 2025*
| 2009 | 2013 | 2017 | 2021 | 2025 | |
|---|---|---|---|---|---|
| A. Socialdemokratiet | 6 | 10 | 13 | 9 | 5 |
| B. Radikale Venstre | 0 | 0 | 0 | 0 | - |
| C. Det Konservative Folkeparti | 2 | 1 | 0 | 2 | 2 |
| D. Nye Borgerlige | - | - | - | 1 | - |
| F. Socialistisk Folkeparti | 4 | 1 | 0 | 1 | 2 |
| I. Liberal Alliance | 0 | 0 | 0 | 0 | 1 |
| K. Kristendemokraterne | - | - | 0 | 0 | - |
| M. Moderaterne | - | - | - | - | - |
| O. Dansk Folkeparti | 2 | 3 | 3 | 2 | 2 |
| V. Venstre | 6 | 5 | 4 | 5 | 6 |
| Æ. Danmarksdemokraterne | - | - | - | - | 1 |
| Ø. Enhedslisten | 0 | 1 | 1 | 1 | 2 |
| Å. Alternativet | - | - | 0 | 0 | - |
| E. Borgerlisten | 1 | 0 | - | - | - |
| I alt | 21 | 21 | 21 | 21 | 21 |
| Kvinder | 7 | 7 | 9 | 7 | 7 |
| Mænd | 14 | 14 | 12 | 14 | 14 |
| Stemmeprocent | 68,3 % | 73,3 % | 70,6 % | 64,6 % | 66,5 % |
*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/VALGK3, KMDVALG.DK SAMT VALG.DK
I december 2020 ramte endnu en borgmesterskandale Fredericia Kommune. Den 8. december meddelte den da 43-årige Jacob Bjerregaard, at han forlod borgmesterposten til fordel for et job som direktør for ADVICE. Dagen efter begyndte en serie artikler i Ekstra Bladet om en boligsag, hvor borgmesteren angiveligt havde erhvervet en attraktiv kommunal grund foran en anden køber. Flere historier fulgte i andre medier. Den afgående borgmester blev her beskyldt for alvorlige habilitetsproblemer en række sager.
Ny S-borgmester blev fra starten af 2021 sekretariatschef i 3F Steen Wrist Ørts (f. 1980). Som led i oprydningen i kommunen, er der blevet indført en ny whistleblowerordning. Jacob Bjerregaard tiltrådte aldrig direktørjobbet i ADVICE. Han blev siden lobbyist.
I Bjerregaards tid som borgmester fra 2014 var meget brede forlig og fælles aftaler om udvalgsposter hovedreglen. Ved valgene til Folketinget har Socialdemokratiet generelt været det største parti i kommunen om end ikke nær så dominerende som ved kommunalvalget. Dansk Folkeparti var ved folketingsvalget i 2015 med 29,8 % af stemmerne undtagelsesvis det største parti ved kommunens valgsteder, men blev i 2019-valget mere end halveret til 12,6 %.
Kommunalvalget i 2021 kostede Socialdemokratiet det absolutte flertal og partiet mistede 5.555 stemmer i forhold til valget i 2017. Efter skandalen omkring Jacob Bjerregaard var tilbagegangen forventet, men da der stadig var et rødt flertal, kunne Steen Wrist Ørts (S), der havde afløst Bjerregaard på posten, dog fortsætte som borgmester i kraft af en konstitueringsaftale, der omfattede samtlige partier i byrådet. I april 2024 valgte den 44-årige Wrist at skifte posten som borgmester ud med en job som forstander. Han blev efterfulgt den 23. april 2024 af Christan Bro (S) (f. 1963), ansat hos PostNord og tillidsmand siden 1993.
Socialdemokratiet gik yderligere tilbage ved valget i 2025, og det gav venstres spidskandidat Peder Tind (f. 1981) mulighed for at skifte jobbet som konsulent i Vejle Kommune ud med borgmesterposten i en bred konstituering med alle partiet undtagen De Konservative. Den socialdemokratiske spidskandidat Christian Bro meddelte efter valget, at han ikke vil være kandidat ved næste valg i 2029.
Borgmestre i Fredericia Kommune*
| Periode | Borgmester | Parti (liste) |
|---|---|---|
| 2026-nu | Peder Tind | Venstre (V) |
| 2024-2026 | Christian Bro | Socialdemokratiet (S) |
| 2021-2024 | Steen Wrist Ørts | Socialdemokratiet (S) |
| 2014-2021 | Jacob Bjerregaard | Socialdemokratiet (S) |
| 2013-2014 | Kenny Bruun Olsen | Venstre (V) |
| 2010-2013 | Thomas Banke | Venstre (V) |
| 1998-2010 | Uffe Steiner Jensen | Socialdemokratiet (S) |
| 1982-1998 | Jørn Bent Nielsen | Socialdemokratiet (S) |
| 1970-1982 | Richard Pedersen | Socialdemokratiet (S) |
*BORGMESTERFAKTA.DK
Erhverv og arbejdsmarked i Fredericia Kommune
Olieraffinaderiet i udkanten af Fredericia blev indviet i 1966. Siden 2021 er raffinaderiet blevet drevet af Crossbridge Energy A/S. Foto: 2019.
Fredericia og Middelfart Kommuner udgør det østlige yderpunkt i Trekantområdet Danmark, som er et erhvervsmæssigt samarbejde, der ud over Kolding og Vejle også omfatter Billund, Vejen og Haderslev Kommuner.
Der er i høj grad tale om et fælles arbejdsmarked med en stor pendling mellem især Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle. Havnen og Fredericias beliggenhed ved motorveje og jernbaner, der forbinder Danmark øst-vest og nord-syd, har gjort Fredericia Kommune til et transport- og logistikcenter, der er under fortsat udvikling med nye faciliteter og virksomheder.
Med en central placering i det nationale elnet har kommunen også en betydelig rolle i det danske energisystem og rummer hovedsædet for det statsejede selskab Energinet, der ejer og driver landets hovedledninger til el og gas. En pipeline fra Nordsøen fører olie til det tidligere Shell-raffinaderi, der i dag drives af Crossbridge Energy A/S. Danmarks største energikoncern, Ørsted A/S, har sit hovedsæde i kommunen. Det ligger ud til Lillebælt i forbindelse med Skærbækværket.
Uddannelse i Fredericia Kommune
Uddannelsesniveauet i Fredericia Kommune ligger under landsgennemsnittet. Over en femtedel af de 30‑34-årige havde i 2024 alene en grundskoleuddannelse. Samtidig havde 42,8 % en videregående uddannelse mod et landsgennemsnit på 57,0 %. Andelen med en erhvervsuddannelse er større end på landsplan. I 2024 havde 32,6 % af de 30-34-årige i kommunen en erhvervsfaglig uddannelse, mens landsgennemsnittet samme år var 23,1 %.
Sundhed i Fredericia Kommune
Et nyfødt barn i Fredericia Kommune havde i 2024 en beregnet middellevetid på 81,2 år. Det er lidt mindre end landsgennemsnittet på 81,5 år. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2021 rapporterede 81,0 % af den voksne befolkning i Fredericia Kommune at have et fremragende, vældig godt eller godt selvvurderet helbred. Landsgennemsnittet samme år var 83,3 %.
Indkomster og formue i Fredericia Kommune
Med en gennemsnitlig disponibel indkomst på 260.000 kr. i 2023 lå Fredericiaborgerne under landsgennemsnittet på 280.000 kr. Den gennemsnitlige nettofamilieformue var i 2020 på 1.906.000 kr., hvilket også er under landsgennemsnittet (2.259.000 kr.).