Frihedsgudinden (original) (raw)

Frihedsgudindens officielle navn er Friheden, der oplyser verden (Liberty Enlightening the World). Bogen i gudindens venstre hånd bærer indskriften July 4, 1776 til minde om den amerikanske uafhængighedserklæring; ved statuens fødder er trælbindingens lænker fra den gamle verden brudt, og soklen bærer som indskrift et digt af Emma Lazarus (1849-1887) med ordene Giv mig dine trætte, sultende masser, der længes efter frihed.

Frihedsgudinden har ofte fungeret som symbol på den patriotiske amerikaner. Liberty Bonds - en form for obligationer - blev blev solgt i USA i årene 1917-1918. Man kunne købe dem for ganske små beløb, og de fungerede i vid udstrækning som den lille mands støtte til de allieredes kamp.

Jødiske flygtningebørn vinker til Frihedsgudinden. 50 jødiske børn var med skibet S.S. President Harding, der ankom til New York den 3. juni 1939; de blev adopteret af amerikanske familier.

Frihedsgudinden er en kæmpe statue af kobber og jern placeret på Liberty Island ved indsejlingen til New York Citys havn. Statuen er en gave fra det franske folk, og den er blevet et symbol på frihed og den amerikanske drøm.

Faktaboks

Også kendt som

Statue of Liberty, Statue of Liberty Enlightening the World

Monumentet blev indviet af USA's 22. præsident, Grover Cleveland, i 1886.

Gave fra Frankrig

Statuen blev skænket til USA af det franske folk i 1876 i forbindelse med hundredårsjubilæet for Uafhængighedserklæringen. Franskmændene ønskede også at markere Den Amerikanske Borgerkrig, som sluttede i 1865 og endte med slaveriets afskaffelse.

Siden Den Amerikanske Revolution og Den Franske Revolution havde de to nationer haft et særligt forhold, og statuen skulle symbolisere forholdet imellem de to republikker.

Udførelsen af Frihedsgudinden

Det enorme monument blev udført af den franske billedhugger Frédéric Auguste Bartholdi, der fik bistand til den indvendige stålkonstruktion af bygningsingeniøren Gustave Eiffel.

Flere år efter at statuen kom til USA, var der store problemer med at skaffe midler til at installere den, og fundamentet (soklen) under statuen blev til sidst bekostet af de private amerikanere.

Monumentet gennemgik en omfattende restaurering 1984-1986.

Fakta om Frihedsgudinden

Armen og faklen var den del af Frihedsgudinden, der først blev færdiggjort.

Højde, selve gudinden 46 meter.
Højde med sokkel 93 meter
Soklens højde 47 meter
Materialer Stål belagt med kobber; faklen med bladguld
Vægt, stål 125 ton
Vægt, kobber 31 ton
Vægt, sokkel 27 ton
Samlet vægt 210 ton
Byggeperiode (Frankrig) 1876-1884
Opført (USA) 1884-1886
Placering Liberty Island (tidligere kaldet Bedloe's Island)
Symbolik, venstre hånd Bog med datoen den 4. juli symboliserer, at alle er født lige
Symbolik, højre hånd Faklen symboliserer friheden, der oplyser verden
Symbolik, krone Kronens syv takker symboliserer de syv verdenshave
Symbolik, fod En brudt kæde symboliserer slaveriets ophør
Sidst restaureret 1984-1986
Antal besøgende pr. år Mere end 4 millioner

Frihedsgudinden som symbol

Selve monumentet består af en kvindelig figur, baseret både på den romerske gudinde Libertas og på den kvindelige personificering af USA, Columbia. I højre hånd holder hun en fakkel, der lyser op for hele verden, og i venstre hånd holder hun en stentavle med datoen for den amerikanske uafhængighedserklæring.

Symbol på immigranters håb

Inde i selve statuen er digtet The New Colussus af Emma Lazarus fra 1883 indgraveret. Det afslutter med følgende:

"Give me your tired, your poor, Your huddled masses yearning to breathe free, The wretched refuse of your teeming shore. Send these, the homeless, tempest-tossed to me, I lift my lamp beside the golden door!"

Dansk oversættelse:

Send mig de arme, fortrykte, de sukkende masser der ønsker sig fri. Kom, alle kysters forkomne, til mig kan I flygte! I flakkende, hjemløse, trætte, som søger et hi, her ved den gyldne port jeg hæver min lygte!

Disse linjer hentyder til New Yorks rolle som centrum for immigranter, og USA's position som et fristed for verdens forfulgte og fattige.

Ellis Island

Monumentet er placeret på Liberty Island (tidligere Bedloe's Island), tæt ved Ellis Island, der fungerede som ankomstcenter for millioner af europæiske immigranter fra 1890'erne og fremefter. For mange af disse mennesker var Frihedsgudinden det første, de så ved ankomsten til USA, og monumentet er derfor blevet et symbol på immigranternes søgen efter i bedre liv i USA.

Både monumentet selv og Ellis Island er i dag yderst velbesøgte museer. Siden terrorangrebet den 11. september 2001 har der dog været begrænset adgang til selve statuen.

Arkitekturen

Arkitektonisk betragtet fremstår Frihedsgudinden markant som sindbillede på tidens tekniske kunnen, og både set på afstand og helt tæt på er den en gigantisk skulptur – og samtidigt et menneskeskabt bygningsværk – som betragteren aldrig vil glemme. At det ovenikøbet er teknisk muligt at bestige Frihedsgudinden indvendig fra og komme helt op og stå inde i gudinden hoved og i den stiliserede flamme, hun holder i sin udstrakte hånd, er ikke alene en logistisk bedrift, men også en meget smuk oplevelse.

Fra toppen af Frihedsgudinden har besøgeren eminent udsyn over millionbyen, dens havnekajer, Hudson River, East River og hele indsejlingen til New York. Arkitekturen er på én gang stærkt symbolsk og eventyrlig, og Frihedsgudinden er blevet en uerstattelig del af såvel New Yorks som USA's selvopfattelse.

Frihedsgudinden i Paris

På seinebroen Pont de Grenelle i Paris står en mindre (11,5 meter) udgave af Frihedsgudinden, skænket til byen i 1889 af USA i anledning af hundredåret for Den Franske Revolution.

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)