Futura (original) (raw)

Futura er en groteskskrift tegnet omkring 1924 af den fremtrædende tyske skriftdesigner Paul Renner (1878-1950) som hans bidrag i en konkurrence om at skabe en moderne skrift, der kunne kaldes Vor Tids Skrift.

Renner var nær ven af Jan Tschichold, som Renner i 1926 fik ansat som lærer på Meisterscule für Deutschlands Buchdrucker i München. Her var Renner rektor frem til 1933, hvor både han og Tschichold blev fyret af naziregimet og begge emigrerede til Schweiz.

Bogstavernes udformning

Renner var et indflydelsesrigt medlem af Deutsche Werkverband og aktivt optaget af Bauhaus' konstruktivistiske designprincipper, hvilket afspejles i Futura antikvas enkle og geometriske former.

Bogstaverne har ingen overflødige stregdele. Minuskel-a er et bredt, opretstående kursivt a (der er svært at skelne fra o); minuskel-g er åbnet og befriet for bogstavets normale bundløkke; og over- og underlængder er gjort så enkle som muligt. Efter nogle års tilføjelse af fede og smalle varianter samt justering af bogstavernes optiske balance blev skriften i 1928 markedsført af Bauersche Gießerei i Frankfurt.

Brug af skriftsnittet

Futura antikva blev straks meget populær og er det stadig. Den blev videreført til fotosats af Linotype og Monotype og er i dag en meget benyttet digital font – den seneste version fra Monotype i formatet variable font (VAR) under navnet Futura Now (2021).

Læs mere i Lex

Litteratur

Kommentarer