George Herbert Mead (original) (raw)

Faktaboks

George Herbert Mead

George Herbert Mead

Født

27. februar 1863, South Hadley, Massachusetts, USA

Død

26. april 1931, Chicago, Illinois, USA

Portræt af den amerikanske filosof, sociolog og socialpsykolog, George Herbert Mead, fra en ukendt dato.

George Herbert Mead var en amerikansk filosof, sociolog og socialpsykolog, der blev en fremtrædende figur indenfor den klassiske amerikanske pragmatisme, en filosofisk retning, der blomstrede op i USA fra slutningen af 1800-tallet. Mead er især kendt for sit bidrag til forståelsen af de socialpsykologiske processer, der danner og udfolder selvet gennem sprogligt socialt samspil i udviklingen fra spæd til voksen.

Livsforløb

I en alder af tyve år afsluttede Mead i 1876 en bachelorgrad fra Oberlin College i staten Ohio, USA, hvor hans far underviste ved præsteseminaret. Byen og barndommen var præget af en stærk puritansk kristen moral, som Mead imidlertid frigjorde sig fra som voksen.

Efter et par år med skiftende arbejde begyndte Mead sin akademiske løbebane med studier i filosofi og psykologi, først et år ved Harvard University dernæst fulgt af et par år i Leipzig og Berlin.

Tilbage i USA kom Mead i kontakt med to af de ledende skikkelser indenfor pragmatismen, filosofferne William James og John Dewey. Han fik tilbudt en stilling ved Michigan Universitetet, Ann Arbor, og fulgte senere med Dewey til det nyoprettede universitet i Chicago, hvor han forblev frem til sin død i 1931.

Mead var sammen med sin hustru Helen (født Castle) stærkt engageret i socialt og politisk reformarbejde i den hastigt voksende by Chicago. Det drejede sig om arbejdsforhold, indvandrere, racisme, uddannelse, kvinders stemmeret, politisk korruption mv.

Meads teori om selvet og samfundet

Meads idéer opnåede varig betydning indenfor socialpsykologi og sociologi, og idéerne findes sammenfattet i hans hovedværk Mind, self and society (1931; dansk udgave: Sindet, selvet og samfundet, 2005). Bogen blev udgivet i 1934, tre år efter Meads død, og grundlaget var referater og noter fra Meads forelæsninger i perioden 1927-1930, samlet og bearbejdet af hans studerende.

Meads fokus var at analysere, hvordan sammenhængende socialt liv mellem selvstændige personligheder med hver deres selvopfattelse og individualitet opstår og udvikles. Grundlæggende perspektiver er handlinger, relationer og sproglige kommunikative processer.

Kommunikationsformer og sprog udvikles trinvis

Mead ordner kommunikationsformer i en evolutionær trinfølge. Udviklingen af sprog kan anskues både i de enkelte individers udvikling fra spæd til voksen og i hele menneskeartens udvikling af sprog. I det første tilfælde taler man om ontogenese, altså det enkelte individs udvikling overfor fylogenese, hvor det drejer sig om hele artens udvikling. Mead bygger her på pragmatismens sprogteori, især hos Charles Sanders Peirce, der igen er inspireret af Charles Darwins udviklingsteori.

Gester

På første trin sker kommunikation gennem gester, som hos nogle dyr: ikke-sproglige kropslige bevægelser i form af mimik, bevægelser med arme og ben osv., eventuelt kombineret med lyde. Gester kan udtrykke følelser, behov, hensigter om at påvirke andre, fx for at fremkalde hjælp og omsorg eller skræmme fjender. Når senderen aflæser modtagerens respons, kan senderen vurdere, om modtagerens tolkning svarer til senderens forventninger, behov eller hensigt. Når det sker, kalder Mead det for en meningsfuld eller betydningsbærende gestus.

Men begrænsninger ved gester er, at tolkningen forudsætter en naturlig situationsspecifik årsagssammenhæng (smerte er årsag til skrig) eller lighed (vejskilt viser bump på vejen). Pragmatismen (Peirce) bruger her benævnelserne hhv. indeksikalsk og ikonisk betydning.

Symboler

Mennesket som art har været i stand til at overskride disse begrænsninger ved på højere trin at udvikle fælles verbale symboler med fonetik, semantik og grammatik, indlærte fælles regler for formulering af ord og sætninger i tale og skrift, som børnene lærer. Symboler og sprogligt formulerede sætninger kan udtrykke generelle abstrakte begreber og mening, der overskrider tid og sted til forskel fra gester. Dermed kan kommunikationsfællesskaber udvides, viden, fortællinger og forestillingsverden kan opbevares gennem generationer, gøres fælles og akkumuleres.

Jeg’et, mig’et og selvet

Centralt for denne sprogteori er, at mening skabes socialt, gennem interaktion. Teorien forklarer, hvordan sproglig kommunikation skaber en indre sammenhæng mellem på den ene side individers handlinger og deres selvopfattelse og på den anden side fællesskaber, de nære og snævre, såvel som de store samfundsmæssige fællesskaber.

Mead udvikled her en ny ramme for forståelse af samspillet memmel individ og kollektiv, som fik stor betydning i soialpsykologi og sociologi.

I sociale handlingsforløb indgår der ifølge Mead tre komponenter i personligheden: selvet, jeg’et og mig’et.

Jeg'et og mig'et er to faser i selvet, siger Mead.

Jeg’et er den aktive, den handlende fase eller komponent med motiver, impulser, hensigter og vilje.
Mig’et er personen som objekt for jeg’ets selvrefleksion. Gennem aflæsning af andres reaktioner danner jeg'et sig løbende et billede af sine handlinger og af sig selv, set ude fra med andres øjne.
I livsforløbet sker der en udvikling og modning fra spæd til voksen, hvor disse indtryk bearbejdes og søges integreret til en stabil kerne, et samlet center for handling, socialt tilhørsforhold og moralsk vurdering. Det er selvet.

Dette forklares nærmere i det følgende. Rollespil og rolleovertagelse er vigtige socialiseringsformer.

Rollespil. At tage den andens rolle

For at kunne aflæse og tolke, hvordan andre afkoder mine handlinger, er det nødvendigt at kunne sætte sig i disse andres rolle og position. Hvordan er deres forventninger, relationer og oplevelser af sociale verden? Mead taler om rolleovertagelse. Børns leg i rollespil er indlæring og udvikling af disse sociale kompetencer, og er en god illustration.

Selvet og den generaliserede anden

Gennem strømmen af handlingsforløb konstitueres personens selv. I første fase sker det som en syntese af de andres attituder over for ham selv og gensidigt over for hinanden i de specifikke fælles handlingsforløb. I næste fase generaliseres, abstraheres og organiseres disse specifikke andres attituder til den mentale konstruktion, som Mead kalder den generaliserede anden. Man går fra perspektivet jeg – du til jeg – alle andre. Den generaliserede anden indgår i selvets billede af de normer og attituder, der er fælles for helheden af alle de grupper og sociale enheder, som personen møder og er del af.

Kommunikation og sprog er nødvendige forudsætninger for tolkninger, hukommelse, organiseringer til helheder og refleksion, det som fører til dannelse af selvet.

Selvet og organismen

Mead diskuterer også relationer mellem selvet og mennesket som biologisk og fysiologisk organisme. Det er hans opfattelse, at der er tale om to relativt autonome lag i individet. Med selvet opstår et niveau med egne egenskaber, som overskrider organismens fysiologiske og biologiske funktioner og grænser. Mead bruger begrebet emergens. Selvet kan i sin kerne opretholdes uanset ændringer i organismen, fx aldersbetingede, ved invalidering eller fordi en del af organismen mistes.

Universelle kommunikationsfællesskaber

Mead (og pragmatismen) forstår sprog og kommunikation som menneskelige kompetencer, der kan organisere og styrke fællesskaber, og som også kan deles universelt, til alle mennesker. Fx er tidsregning i vid udstrækning gjort fælles på hele kloden. Idéer, viden og kulturelle frembringelser kan opbevares, kopieres, spredes og tolkes over tid og sted. Et andet eksempel på universaliserbar viden er logikkens regler, som Mead mener gælder universelt. Tolkninger af andre kulturelementer kan være mere tidsafhængige.

Betydning for eftertiden

Indflydelsen af Meads teorier kom først efter hans død, men den voksede og tog fart fra omkring 1960’erne og kom til at sætte sig spor i dominerende teoretiske retninger mange årtier frem.

Symbolsk interaktionisme, etnometodologi og rollespil

Meads umiddelbare arvtager var Chicago-sociologen Herbert Blumer, der fra slutningen af 1930’erne under betegnelsen symbolsk interaktionisme udviklede Meads teori i empiriske studier af det sociale liv i dagligdagen. Eksempelvis studerede han relationen mellem kropssprog (gester) og sproglige symboler i interaktion i mindre grupper.

Symbolsk interaktionisme fik først for alvor sin udbredelse fra 1960’erne i forbindelse med kritik af den rent kvantitative sociologi, der dominerede på det tidspunkt.

I de følgende år blomstrede flere nye angrebsmåder frem i sociologien, således grundstenene til det, der blev kaldt social konstruktivisme (Peter L. Berger og Thomas Luckmann), etnometodologi (Harold Garfinkel) og Erving Goffmans fascinerende analyser af hverdaglivets rollespil med ritualer, regler og teknikker, som mennesker bringer i spil i mødet med andre for at bevare kontrol.

Habermas og kommunikativ handlen

Længe rangerede pragmatisme ikke særligt højt som filolosofisk retning, men omkring 1970’erne opstod en form for renaissance. Jürgen Habermas var en af dem, der bidrog hertil med sin teori om kommunikativ handlen, system og livsverden. I det store værk Theorien des Kommunikativen Handelns (1981, dansk udgave i uddrag: Teorien om den kommunikative handlen, 1997) byggede Habermas i vid udstrækning direkte videre på Mead som en af grundpillerne, når det gælder forståelse af sprogets rolle.

Andre eksempler

Den tyske socialfilosof og sociolog Hans Joas (født 1948) var med til at skabe åbning for nye perspektiver og potentialer i Meads teorier til forståelse af sociale forandringer, værdiers opståen og kreativitet. En særlig fransk variant af pragmatisme opstod i årene efter årtusindskiftet med Luc Boltanski (født 1940) og Laurent Thévenot (født 1949) som hovedfigurerne.