Gerda Wegener (original) (raw)

Faktaboks

Gerda Wegener

Gerda Maria Frederikke Wegener

Født

15. marts 1885, Hammelev

Død

20. juli 1940, Frederiksberg

Gerda Wegener Hjerterdame, 1928, privateje. Det er ikke en kvinde, der har siddet model til dette maleri, men Gerda Wegeners mand, Einar Wegener. Han var selv maler, følte sig mere som kvinde end som mand og undergik i 1930 kønskorrigerende operationer. Wegeners maleri har en flydende transkønnet femininitet som sit omdrejningspunkt. Einar Wegeners alterego Lili Elbe holder et hjerterdamekort med to ansigter op. Lilis garçonne-frisure queeres dobbelt med sine drengede referencer. I kjolen er der falliske detaljer, samtidig med at billedet overordnet set emmer tidstypisk, frigjort femininitet. Et subtilt, sanseligt og tankevækkende hovedværk i Wegeners oeuvre. Parret boede i Paris, og billedet blev malet i atelieret hos billedhuggeren Rudolph Tegner, en anden af dansk kunsts kontroversielle skikkelser, der i 1926 havde bosat sig i Meudon ved Paris.

Gerda Wegener var en dansk maler og tegner. Hun blev blandt andet uddannet på Kunstskolen for Kvinder på Kunstakademiet 1902-1905.

Motivverden og udstillingshistorik

Gerda Wegener blev i 1909 tilknyttet som tegner til Politiken og tegnede fra 1922 til søndagstillægget Magasinet. Hendes raffinerede og dekadente tegnestil, inspireret af Aubrey Beardsley og fransk rokoko, udfoldede sig i eventyrbilleder og erotisk prægede scener, der både henrykkede og forargede. Et af hendes tidlige malerier Portræt af Ellen Levinsen igangsatte Bondemalerstriden, da det blev afvist på Charlottenborg og Den Frie Udstilling. Wegener var ikke selv en del af denne avis-strid.

Wegener bevægede sig frit mellem både finkulturelle og populære genrer. Hun lavede reklamer, dekorationer, satire, maleri med mere. Særligt kendt er hun for motiver med kvinder, ofte erotiske eller sensuelle med et underfundigt spil omkring maskerade, køn og (selv)fremstilling. Hun udstillede blandt andet på Charlottenborgs Forårsudstilling (1904, 1906, 1909) og Kunstnernes Efterårsudstilling (1904-1905, 1907-1908).

I Paris udstillede hun blandt andet på Salonen, Salon d'Automne, Salon des Indépendants og Salon des Humoristes. Hun havde separatudstillinger sammen med sin mand Einar Wegener i Ole Haslunds Hus 1919, 1921, 1924, 1927, 1931, og efter ægtefællens død solo i 1934 og 1939.

Ægtefællen Lili Elbe som muse og model

I perioden 1912-1931 boede hun med sin mand, maleren Einar Wegener (1882-1931), i Paris, hvor hun fik succes som portrætmaler, mode- og karikaturtegner. Ægtefællen, der en tid brugte navnet Lili Elbe, fra 1930 Lili Ilse Elvenes, assisterede med billedernes udformning og stod model til flere af sin kones kvindeskikkelser. Hun døde, kort efter at hun i 1930 som en af de første i verden undergik kønskorrigerende operationer. Gerda Wegener levede derefter til 1936 i Marokko, fra 1938 i Danmark.

Eftermæle

Siden 1970'erne har hendes arbejder fået ny international interesse og stor efterspørgsel på kunstmarkedet. Filmen The Danish Girl fra 2015 er baseret på ægteparrets historie. Der har været fornyet museal interesse for Gerda Wegener med udstillinger på Arken i 2015 og på Millesgården (Stockholm) i 2017. Wegener er repræsenteret med tre værker i Pompidoucentrets samling og i Danmark i Teatermuseet i Hofteatret's samling.

Læs mere i Lex

Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Kommentarer (4)