Golgi-apparat (original) (raw)
Golgi-apparat.
Golgi-apparatet er et membranbundet organel, der findes i eukaryote celler. Golgi-apparatet fungerer som cellens "pakkecenter", der er ansvarlig for behandling, sortering og forsendelse af nydannede proteiner og lipider fra det endoplasmatiske retikulum, så de kan leveres til deres endelige destination i eller udenfor cellen. Det er vigtigt at bemærke, at ikke alle proteiner går igennem Golgi-apparatet.
Faktaboks
Golgi-apparatet er opkaldt efter den italienske biolog Camillo Golgi, der først beskrev det i slutningen af det 19. århundrede.
Også kendt som
Golgi-kompleks, Golgi-apparatus eller Golgi-body
De proteiner, der går gennem Golgi-apparatet, kan opdeles i fire hovedkategorier:
- sekretoriske proteiner
- membranproteiner
- lysosomale proteiner
- glykoproteiner.
Ligesom, det typisk kun er fosfolipider, glykolipider og kolesterol, der transporteres igennem Golgi-apparatet. Deudover er Golgi-apparatet involveret i dannelsen af lysosomer.
Golgi-apparatets struktur
Golgi-apparatet er opbygget af 4-8 flade sække, kaldet cisterner, arrangeret i en stabel. Hver cisterne består af et dobbelt lipidlag, der omgiver rummet, hvori de biokemiske processer foregår. Hver cisternestabel har en "indgangsside", kaldet cis-Golgi, en "midte", kaldet medial-Golgi og en "udgangsside", kaldet trans-Golgi, der er karakteriseret ved hver deres unikke morfologi og biokemi. Cis-Golgi er beliggende tættest på det endoplasmatiske retikulum, og modtager vesikler fra endoplasmatisk retikulum, som indeholder de nydannede proteiner og lipider. Medial-Golgi er beliggende central i Golgi-apparatet og indeholder en del enzymer, som er med i glykosyleringsprocessen af proteiner og lipider. Trans-Golgi er lokaliseret længest væk fra det endoplasmatiske retikulum og er her hvorfra færdige proteiner og lipider sendes ud i vesikler til deres endelige destinationer.