Hans Gude (original) (raw)
Faktaboks
Hans Gude
Hans Fredrik Gude
Født
13. marts 1825
Død
13. august 1903
Hans Gude var en norsk maler. Han var elev af Johannes Flintoe i Kristiania (Oslo). Et ophold i Düsseldorf i årene 1841-1862 fik betydning for både hans egen kunstneriske udvikling og — gennem hans undervisning — for en hel generation af yngre kunstnere.
Flere landsmænd søgte ham, også senere, da han virkede som professor i Karlsruhe (1864-1880) og Berlin (1880-1903). Hans kunstneriske udgangspunkt var den norske nationalromantik. De ofte eklektiske landskabskompositioner understreger ved hjælp af lys- og vejrmæssige effekter det storslåede i den norske natur.
Et typisk eksempel på denne naturopfattelse er Brudeferd i Hardanger (1848, Nasjonalgalleriet, Oslo; figurerne er malet af Adolph Tidemand), en idyllisk skildring af et norsk bondebryllup i et fjordlandskab. Gude tolkede ofte det menneskelige drama ind i landskabet, fx Ligfærd på Sognefjorden (1866, Göteborgs konstmuseum).