Harry Belafonte (original) (raw)

Faktaboks

Harry Belafonte

Harold George Belafonte Jr.

Født

1. marts 1927, New York, USA

Død

25. april 2023

Harry Belafonte. Som Goodwill-ambassadør for FN taler Belafonte her til senegalesiske skolebørn i Dakar, 2004.

Harry Belafonte var en amerikansk skuespiller, sanger og entertainer.

Harry Belafonte var bosat på Jamaica i årene 1935-1939 og startede efter 2. Verdenskrig en skuespillerkarriere i New York. Derefter kom han til Hollywood og indspillede flere film, bl.a. Carmen Jones (1954).

Calypso

Harry Belafonte blev verdenskendt som sanger i calypso-genren med bl.a. Banana Boat Song (Day-O) (1956), Jamaica Farewell (1957) og Island in the Sun fra filmen af samme navn (Øen i solen, 1957).

Belafontes tilgang til den autentiske calypso og anden folkemusik var glat og publikumsvenlig, men kunne i længden ikke hævde sig, da rock og andre genrer brød igennem.

Politisk aktiv

Harry Belafonte var gennem hele livet aktiv i kampen for farvedes borgerrettigheder og sociale velfærd, og han modtog bl.a. Martin Luther Kings fredspris i 1982 og Danny Kaye-prisen i 1989.

Hans seneste pladeudspil var fra 2017. Albummet When Colors Come Together er baseret på tidligere Belafonte-indspilninger i nye arrangementer. Blandt de medvirkende er Harry Belafontes børnebørn.

Læs mere i Lex

Kommentarer