Heinrich Claß (original) (raw)

Faktaboks

Heinrich Claß

Født

29. februar 1868, Alzey i Storhertugdømmet Hessen, nu i den tyske delstat Rheinland-Pfalz

Død

16. april 1953, Jena i DDR, nu i den tyske delstat Thüringen

Heinrich Claß var en tysk nationalistisk publicist og politiker, præsident for Det Altyske Forbund fra 1908 til 1939. I sin bedst kendte bog Wenn ich der Kaiser wär' ('Hvis jeg var kejseren'), skrevet under pseudonym i 1912, beskrev han jøderne som en trussel og talte for indskrænkning af deres borgerrettigheder. Under 1. Verdenskrig var han fortaler for store tyske anneksioner, og i årene 1919-1933 deltog han aktivt i den tysk-nationale højrefløjs kamp mod den demokratiske Weimarrepublik.

Claß blev i 1933 indvalgt i Rigsdagen for nazistpartiet, NSDAP, men her fik han ingen betydning.

Efter 2. Verdenskrigs afslutning trak han sig tilbage til sin datters hus i Jena i DDR og boede der til sin død i 1953. Han havde mistet så meget af sin tidligere indflydelse, at magthaverne i Østblokken end ikke tog initiativ til at retsforfølge ham.