Hipparcos (original) (raw)
Visualisering af satellitten Hipparcos.
Hipparcos var en satellit, der i august 1989 blev opsendt af ESA for at foretage en gennemgribende opmåling af hele stjernehimlen. Det var den første satellit konstrueret specielt til astrometri. Satellitten var i funktion frem til marts 1993.
Faktaboks
Også kendt som
High Precision Parallax Collecting Satellite
På de godt 3,5 år observerede Hipparcos lysstyrker, positioner og bevægelser for 118.218 stjerner med 0,001 buesekunds nøjagtighed og afstande til 40.000 af disse. Med et særligt apparatur, Tycho (opkaldt efter Tycho Brahe), måltes desuden 1.058.332 stjerner med knap så stor nøjagtighed.
Hipparcos medførte en forbedring af nøjagtigheden, der overgik, hvad man havde opnået i de foregående to århundreder. I 2013 opsendte ESA efterfølgeren, Gaia, der bragte en lige så stor forbedring af nøjagtigheden som Hipparcos.
Resultater fra Hipparcos
Resultaterne af opmålingerne findes i Hipparcos- og Tycho-katalogerne fra 1997. Disse resultater har en nøjagtighed, der langt overgår, hvad man kan nå fra observatorier på Jordens overflade, hvor astrometriske målinger forstyrres af atmosfærens urolige afbøjning af lyset fra stjernerne.
I 2000 udkom resultaterne for 2,5 millioner stjerner i Tycho-2 kataloget, nu baseret på en ny dataanalyse med en kraftigere computer.
Opsendelsen af Hipparcos
Som planlagt blev Hipparcos opsendt med en løfteraket af typen Ariane og gik ind i en langstrakt elliptisk satellitbane. I denne bane tager et omløb cirka 11 timer. Efter et par elliptiske omløb skulle Hipparcos med en raketmotor sendes ind i en cirkulær bane om Jorden, hvor et omløb tager 24 timer. I denne bane ville ESA kunne varetage radioforbindelsen via en enkelt parabolantenne.
Katastrofen
Da Hipparcos skulle sendes ind i cirkulær bane, ville raketmotoren ikke tænde, så satellitten forblev i elliptisk bane. Det var en katastrofe, da det betød, at satellitten fire gange i døgnet ville passere strålingsbælter, som ville ødelægge elektronikken – og samtidig ville ESA ikke længere kunne nå satellitten med blot én antenne.
Vellykket mission
ESAs teknikere stabiliserede situationen og fik flere jordstationer med, så kontakten til satellitten kunne bevares, og dermed blev missionen alligevel vellykket.