Huleklostret i Kyiv (original) (raw)
Huleklostret i Kyiv blev grundlagt i 1051 af Antonij Petjerskij over de underjordiske hulegange i bjergskråningen på Dneprs højre bred. Klosteret udgjorde det litterære og religiøse center i Kyiv-Rusriget og de senere ukrainske kosak-stater.
Faktaboks
Også kendt som
ukrainsk Kyievo-Petjerskaja Lavra
De ortodokse klostre på den græske halvø Athos blev forbillede for Huleklosteret, og det blev organiseret efter Studionklostrets strenge regel. Klosteret spillede en central rolle i udbredelsen af både hesykasmen og Starets-munkene. Klosteret blev ledt af metropolit Pjotr Mogila i det 1600-tallet, hvorfor det blev centrum for ortodokse uddannelsesreformer i moderne tid.
Huleklostret har beholdt en førende stilling i den russiske kirke, efter at det russiske imperium overtog Kyiv. I 1929 blev klostret lukket af de statslige myndigheder; i 1988 blev det delvis tilbagegivet til den russiske ortodokse kirke.
Klosterets rolle under krigen i Ukraine
Klosteret blev et center for kampe mellem ukrainske og russiske ortodokse i 2018-2023. I november 2022 ransagede de ukrainske myndigheder klosteret under krigen i Ukraine. Myndighederne fandt ved ransagningen flere mistænkelige genstande, hvorfor de rejste anklage mod en række præster og klosterets russiske ortodokse leder, metropolit Paul. I december 2022 fik den ukrainske ortodokse kirke igen adgang til klosteret, og den ukrainske stat opsagde den russiske kirkes lejemål der.
I marts 2023 overgav den ukrainske stat klosteret til den ukrainske ortodokse kirke, der gjorde sit indtog i april. I 2023 fejrede den ukrainske ortodokse kirke derfor sin påske i klosteret. Den tidlige russiske ledelse af klosteret forsvandt, da metropolit i marts 2023 blev sat i husarrest og den lokale archimandrit (dvs. klosterleder) Abraham skiftede fra den russiske til den ukrainske kirke den 31. marts 2023.
I 2023 er der fortsat en retssag i gang mellem den ukrainske stat og den russiske kirke vedrørende klosterets ejerforhold. Sagen faldt i første retsinstans ud til ukrainsk side i august 2023.