Innocens 4. (original) (raw)

Faktaboks

Innocens 4.

Innocens IV; født Sinibaldo Fieschi

Født

1195

Død

7. december 1254

Innocens 4. var pave fra 1243 til 1254. Koncilet i Lyon rejste i 1245 anklager imod den tyske kejser Frederik 2., ekskommunikerede ham og krævede ham afsat; frem til kejserens død i 1250 førte Innocens 4. en omfattende kampagne imod ham.

Innocens var født Sinibaldo Fieschi og tilhørte den genovesiske adelsslægt Fieschi, hvorfra også pave Hadrian 5. (Ottobuono Fieschi, pave juli-august 1276) kom.

Alliance med eller imod mongolerne

Innocens var den første pave, der for alvor tog den udfordring op, som det mongolske angreb på Vesteuropa i løbet af 1241 udgjorde. Efter det første koncil i Lyon i 1245 sendte Innocens udsendinge til mongolerne for at undersøge mulighederne for enten at omvende dem eller gøre dem til allierede i korstogsbevægelsen.

Sonderinger i Karakorum

En af disse udsendinge, Johannes af Plano Carpini (ca. 1185-1252), forhandlede også med russiske fyrster om at indgå i Kirkeunion med Rom. Da både Daniil Romanovitj af Galitj-Volynien (1201-1264) og Jaroslav Vsevoloditj, storfyrste af Vladimir (1191-1246), syntes at reagere positivt, opgav Innocens ideen om en alliance med mongolerne og sigtede i stedet mod at danne en stor alliance mod dem, der også ville omfatte Rus.

Alliancen organiseres

I januar 1248 sendte Innocens breve til Daniil og til Jaroslavs søn Aleksander Jaroslavitj (Nevskij) med kopier til Den Tyske Ordens mester i Preussen; Innocens opfordrede dem til at advare ham gennem ordensmesteren om forestående mongolske angreb på kristendommen og til at forene sig under pavelig beskyttelse i forsvaret mod mongolerne. Begge russiske fyrster accepterede forslaget. I 1250 sluttede Alexanders bror, storfyrsten af Vladimir Andrej Jaroslavitj (ca. 1222-1264), sig til Innocens' alliance, da han giftede sig med Daniels datter, og i 1251 accepterede selv den hedenske litauiske fyrst Mindaugas dåben. Alle østeuropæiske herskere med grænser til mongolerne havde nu tilsluttet sig Innocens' alliance.

Opløsningen

Snart begyndte denne alliance dog at gå i opløsning, fordi Innocens ikke var i stand til at matche sit diplomati med militære styrker, der ville gøre det muligt for russerne og litauerne at modstå mongolske angreb.

Det sås, da Andrej ikke fik hjælp, da han gjorde oprør mod mongolerne i 1252 og måtte flygte først til dansk Estland, hvor han efterlod hustruen. Herfra fortsatte han til Sverige, hvor han i 1253 var sammen med Birger Jarl til mødet på Lindholmen med den norske kong Håkon. I beskrivelsen af mødet understreges det, at han var flygtet fra ”tatarerne”. Nogen hjælp fik Andrej dog ikke og han måtte snart forlige sig med mongolerne.

Kongekroner og forlis

I 1253 forsøgte Innocens at redde alliancen ved at tilbyde kongekroner til Mindaugas og Daniil. Imidlertid bukkede begge under for mongolske angreb i de følgende år, kirkeunionen brød op, Den Tyske Orden angreb atter naboerne i øst, og Litauen vendte tilbage til hedenskabet.

Læs mere i Lex

Kommentarer