Israel - forfatning (original) (raw)

Israel – forfatning, Republikken Israel har ingen skreven forfatning, men i juni 1950 vedtog parlamentet, Knesset, at lade en statsforfatning udvikle sig gradvist. En række love har siden da fået status som grundlove, fx love om Knesset (1958), præsidenten (1964), regeringen (1968) og domstolsvæsenet (1984). For Golanhøjderne og Vestbredden gælder love fra den britiske mandattid og den tyrkiske tid.

Den lovgivende magt ligger hos Knessets 120 medlemmer, der vælges ved almindelige, direkte valg for fire år. Personer, der besætter en række højere administrative, militære eller religiøse stillinger, er ikke valgbare. Vælgerne stemmer på partilister og ikke på personer, og landet udgør én valgkreds. Israelske statsborgere over 18 år har valgret, mens valgbarhed opnås ved 21.

Det proportionale valgsystem med en spærregrænse på kun 3,25% har affødt mange partidannelser; således deltog 30 partier i valget i 2022, og alle Israels regeringer har været koalitionsregeringer.

Præsidenten vælges for syv år af Knesset ved hemmeligt valg og simpelt flertal og kan ikke genvælges; der skal mindst ti medlemmer af Knesset til at bringe en kandidat i forslag. Præsidenten er statsoverhoved, men hans opgaver er stort set kun repræsentative.

Den udøvende magt ligger hos regeringen, der ledes af statsministeren, som skal være medlem af Knesset. Statsministeren bliver udpeget af Præsidenten efter et valg og har 28 dage til at danne en levedygtig regering, den periode kan dog blive forlænget med 14 dage. Herefter skal Statsministeren godkendes af et flertal i Knesset. Hvis det fejler udnævner Præsidenten en ny undersøger og processen gentager sig. Hvis der ikke kan dannes en regering, kan præsidenten efter grundloven for regeringen opløse Knesset og udskrive nyvalg.

Statsministeren udpeger ministrene blandt såvel medlemmer som ikke-medlemmer af Knesset. Regeringen er ansvarlig over for Knesset.