Italo Calvino (original) (raw)
Faktaboks
Italo Calvino
Født
15. oktober 1923, Havana, Cuba
Død
19. september 1985, Siena, Italien
Italo Calvino var en italiensk forfatter. Helt tilbage fra den neorealistisk inspirerede debutroman Il sentiero dei nidi di ragno, 1947 (oversat til dansk samme år med titlen Stien med edderkopperederne) til de sidste fortællinger Sotto il sole giaguaro, 1986 (på dansk Under jaguar-solen, 1988) om den moderne verdens sansetab har Calvinos omfattende og originale forfatterskab registreret samfundets og tankens forandringer.
International berømmelse
Italo Calvino vandt international berømmelse i to omgange.
I første omgang med Il barone lampante, 1957 (på dansk Klatrebaronen, 1959), de to fantastiske allegorier Il visconte dimezzato, 1952 (på dansk Den halverede vicomte, 1960) og Il cavaliere inesistente, 1959 (på dansk Ridderen der ikke eksisterede, 1961), der med sprudlende fantasi og geometrisk logik behandler individets voksende fremmedgørelse.
Anden gang med sidste del af forfatterskabet, der er mere spekulativt, og som gerne betragtes som et af de fineste udtryk for europæisk postmodernisme, med hovedværket Le città invisibili, 1972 (på dansk De usynlige byer, 1979), den virtuose Se una notte d'inverno un viaggiatore, 1979 (på dansk Hvis en vinternat en rejsende, 1984) og den diskret selvbiografiske Palomar, 1983 (på dansk Hr. Palomar, 1986).
Kortform og ironi
Italo Calvino er kortformens mester. Hans fortællinger udmærker sig ved intellektuel spænding, ofte i paradoksets form, afsøgen af nye fortælleformer (eventyr, allegori, fantastiske fortællinger, beskrivelse, myte), ironisk-humoristisk distance og en klar, billedskabende prosa.
Essays
Et udvalg af Italo Calvinos vigtige litterære essays er samlet i Una pietra sopra (1982). Den sidste fases poetik står at læse i Lezioni americane. Sei proposte per il prossimo millennio, 1988 (på dansk Til det næste årtusind: amerikanske forelæsninger, 1995).
Folkeeventyr
Calvinos værdifulde samling og genfortælling af en stor mængde folkeeventyr fra hele Italien bevidner hans interesse for denne del af litteraturen. Samlingen stammer fra 1956 og er oversat til hovedsprogene, mens et udvalg er oversat til dansk (Hanen med skægget, 1982).
Øvrige danske oversættelser
På dansk findes desuden Marcovaldo (på italiensk i 1963, på dansk i 1993), La giornata d'uno scrutatore, 1963 (En tilforordnets dag, 1964), Tutte le cosmicomiche, 1965 (De kosmokomiske historier, 2011) samt adskillige uddrag i antologier, aviser og tidsskrifter.