Jean-Baptiste Greuze (original) (raw)

Faktaboks

Jean-Baptiste Greuze

Født

21. august 1725, Tournus, Frankrig

Død

4. marts 1805, Paris, Frankrig

Jean-Baptiste Greuze var en fransk maler. Jean-Baptiste Greuze blev berømt for sine moraliserende genremalerier, der vidner om et indgående kendskab til hollandsk kunst fra 1600-tallet.

Fra et ophold i Italien i 1755-1757 hjembragte han pittoreske genrescener med tydelige erotisk-moralske undertoner. Han udstillede jævnlig på Salonen i Paris, og Denis Diderot skrev begejstret om hans maleri, der fandt ivrige købere blandt både franske og udenlandske samlere, bl.a. Katarina 2. af Rusland.

Hans medlemsstykke til akademiet, Septimius Severus og Caracalla (Louvre), blev voldsomt kritiseret, og Greuze blev i 1769 til sin store sorg ikke optaget som historiemaler, men som genremaler. Fra ca. 1780 koncentrerede han sig om portrætmaleriet.