Jekaterinburg (original) (raw)

Jekaterinburg, 1924-91 Sverdlovsk, russisk regionshovedstad i Uralområdet; 1,4 mio. indb. (2010).

Faktaboks

Etymologi

Jekaterinburg er opkaldt efter grundlæggeren Peter 1. den Stores hustru, Katarina 1., russ. Jekaterina.

Byen blev grdl. i 1721 og er nu jernbaneknudepunkt med nogle af Ruslands største industri- og forskningscentre. På Uralmasj og andre store industrivirksomheder fremstilles bl.a. turbiner, motorer og kuglelejer, og der er tekstil-, gummi- og kemisk industri. Byens filmstudier er fra 1943, og en metro blev indviet i 1991.

I 1918 blev kejser Nikolaj 2. og hans familie henrettet her. Fra 1976 til 1985 var den senere præsident Boris Jeltsin førstesekretær for kommunistpartiet i Sverdlovskregionen.