Joe Frazier (original) (raw)

Faktaboks

Joe Frazier

Joseph William Frazier

Født

12. januar 1944

Død

7. november 2011

Joe Frazier var en amerikansk professionel bokser, der vandt OL-guld i sværvægt i Tokyo i 1964 og sit første professionelle VM i 1970 ved at besejre World Boxing Association (WBA)-verdensmesteren Jimmy Ellis (1940-2014).

Den 8. marts 1971 forsvarede Joe Frazier med en pointsejr i Madison Square Garden i New York sin titel mod Muhammad Ali i den såkaldte Fight of the century. Joe Frazier mistede titlen til George Foreman i 1973.

Senere mødte han Muhammad Ali i to kampe, først den 28. januar 1974 i Madison Square Garden og siden den 1. oktober 1975 i den berømmede Thrilla in Manila, i Filippinernes hovedstad Manila, der regnes blandt 1900-tallets største boksekampe, men tabte dem begge.

Joe Frazier trak sig tilbage i 1976, men forsøgte uden succes et comeback i 1981. Han var dårlig til at håndtere de penge, han havde vundet på boksning og arbejdede siden som træner, inden han i 2011 fik konstateret leverkræft.

På grund af den aggressive stil og et hårdt venstre hook er Joe Frazier ofte blevet sammenlignet med Rocky Marciano.