John Dunstable (original) (raw)

John Dunstable, 1380/1390-1453, engelsk komponist, hvis musik fik afgørende betydning for overgangen fra middelalder til renæssance. John Dunstable menes at have stået i tjeneste hos hertugen af Bedford og har rimeligvis opholdt sig en årrække i Frankrig (Hundredårskrigen).

John Dunstables værker, der fortrinsvis er overleveret i ikke-engelske håndskrifter, omfatter hovedsagelig motetter; heraf er halvdelen af den ældre, isorytmiske type.

Flere af hans udsættelser af messeleddene optræder i par (fx Gloria og Credo) som en musikalsk helhed med samme tematiske stof i begge led. Hermed var John Dunstable med til at lægge grunden til den cykliske messe, som blev videreudviklet af den fransk-burgundiske komponist Guillaume Dufay og siden blev renæssancens vigtigste musikalske genre.

I harmonisk henseende øvede John Dunstable indflydelse gennem udstrakt brug af den traditionelle engelske fyldige klang med tertser og sekster, hovedbestanddelene i den nyudviklede fauxbourdonstil.

John Dunstable var også astronom og matematiker.